ARTMANIFEST

Samling af Digtere

Archive for august 2008

April

leave a comment »

Info:
April Lauring, digter. født 1985 i Farum. voksede op i nordsjælland, først hos forældre siden hen på børnehjem. Er nu bosat i København hvor der arbejdes på en digtsamling.

Har skrevet i 8 år, men er først blevet aktiv på lyrik scenerne det sidste års tid. Ud over scenerne er der booket arrangementer som det på Østerbro bibliotek d. 16. september med The Keith. 

læs mere om kommende arrangementer på
www. myspace. com/aprillauring

 

den ensomme rad

 

Og der står de så 

de ensomme kraftkarle

og skaber håb for dem der drømmer

Ensomheden virker til 

at være kilden til træernes styrke

de tør, de kan, de vil

og de vokser sig kun større og stærkere

De er selvstændigheden 

udstråler endda erfarenhed,

visdom og forståelse

 

Det er et træ som dette 

jeg af og til møder på Gråbrødre Torv

Der står vi så og tænker hver sit

Jeg bøjer nakken tilbage

med et underskuds agtigt suk

og ser mere end bare op til denne pragtfulde stamme

Og træet på Gråbrødre 

det ensomme ræd

kaster et par dugvåde efterårsblade 

ned i mit skød

 

 

————————————————-

 

 

 

et stort stykke glas

 

et strejf af liv

ser måbende ud

på gaden fra en fortorvscafé

moderne rytmer har i lange tider 

overskygget

hverdagens allermest basale færdigheder

måske på udkig efter

hurtig lykke

speed, eller

den rigtige hat at tage på

når virkelighedens silhuetter

presser på

en rytme der ikke bare skal følges

men dyrkes

og så er alt andet jo lige meget

for her bag de store blanke 

café vinduer

kommer musikken bedre til sin ret

fra en akustisk radio

og med en latte i hånden

synes vinduerne større end ellers 

 

 

 

————————————————

 

 

 

Henrivende skøge

 

Hun var en henrivende skøge

Sådan en man måtte eje!

 

Og selvom hendes krebse agtige udstående øjne

Kunne skræmme urin ud af spiserøret på enhver

Var det ingenting når man tænker på det 

Hun kunne levere på et lagen.

 

Og de el-skede hende

Elskede at trænge ind i et univers af lyst

Og ingen hindringer

Det gjorde ingen forskel at neglene 

der rev fast i kødet på deres rygge var kantede og gule

og ingen gav hendes øredøvende stilhed nogen opmærksomhed

for her var tale om verdensklasse

 

Hver en mand der forlod hendes kammer 

omtalte et hjerte af guld og en blidhed 

der var værd at beundre

at hendes normale bleghed og stive facon

fik hende til at ligne en dronning finere end

det fineste digt.

 

De vidste godt det ikke var helt sandt,

Men det var rusen og magten hun havde over dem

der gjorde alt andet unødvendigt at nævne. 

Deres hoveder centrifugerede helt ved tanken

Om et næste møde. 

Næsten som besatte stod de i kø 

– i døgn om nødvendigt.

 

Folk der passerede

Gav hinanden sigende blikke

Og snakkede ivrigt over hovedet på hinanden 

Når de var langt nok væk altså. 

Alle mente at have noget at sige om den henrivende skøge

“Hun er jysk bonde datter

Nej hun er nattens herskerinde

Hun er ingenting

Jo jeg har hørt hun sørøver kaptajnens eneste og smukkeste datter”

 

Stemmerne nåede langt 

Om denne magtfulde kvinde

Selv lå hun med kluntede fingre om et skod 

Og pulserede små støn ud mellem gummerne

hun havde ingen anelse om hendes virke på mandfolk

 

Hvor kunne hun.

Hun var jo død.

 

 

—————————————–

 

 

Bag betvingelsens rus

 

Stille og tøvende, i 

mørkets hældende åbning

jeg sidder stille, uden ord

forbliver nattens yndling

 

ét med det ukendte

jeg forekommer døv

i nattens stille skygge

af sprøde vingers støv

 

tyndslidte øjenlåg

sanser drømmenes sus

i dét de stumt fortier

bag betvingelsens rus 

 

 

——————————————-

 

 

 

tanker fra den efterladte

 

 

Nu låser jeg min dør

ensomheden omfavner mig

et stort tomrum runger i mit indre

og det er på grund af dig

 

mine øjne ser ikke mere

lyset er en pine og mørket en frelse

Ingen skal siden hen lære mig

hvad det virkelig vil sige at elske

 

Hvert et bank på døren 

Og ring fra telefonen

Får mit indre til at gispe

for atter at fortrænge tonen 

 

Tårerne er mange og tunge

hovedet er ørt og øjnene gør ondt

Men det der smerter mest af alt

Er tiden der burde være mig forundt

 

For det er sorgen der fylder 

Og savnet gør det svært

Man giver nødigt slip

og accepterer kun døden tvært

 

Et sørgeligt minde vil for evigt

Besidde tankens magt

Hos de efterladte – de nærmeste

Nu da livet er tilendebragt

 

lytter han lige nu

Skal han først og fremmest høre

At det ik’ behøvede at være slut

der var så meget mere at gøre

 

For trods de mange hadske ord

Og problemerne vi har

Så elsker jeg dig stadig

Du var trods alt min far

 

Jeg ber’ til du har fået fred

At du ikke følte smerte

At du inderst inde vidste

at varmt var dog mit hjerte 

 

 

—————————————–

 

 

Mine vægge falder fra hinanden

 

hvornår så jeg sidst mit loft?

 

døren kan jeg ikke finde,

 

det er sgu da groft!

 

Hvem så min dør

 

da den forleden løb sin vej?

 

og HVEM fjernede guldtæppet?

 

Ja! – det under mig.

Written by artmanifest

august 27, 2008 at 7:39 pm

Lagt i April

Ulla Hylleberg

leave a comment »

Midt i mit

 

I toget venter jeg

i bussen forvirres jeg

på gaderne stirrer jeg

jeg ser dig vente i toget

jeg ser dig forvirret i bussen

 

Vi venter mens blikkene passerer

og håber ingen ser

vi kæmper til vi ikke skal vente mere

vi kæmper til vi når hver vores destination

vi kæmper om hvert vores øjeblik

 

Bare ingen vælger min plet på ruden

Bare ingen vælger mit ord på avisen

Bare ingen afbryder min musik i ørerne

Bare ingen spørger mig om retning

Bare ingen ser mig i øjene

 

——

 

Sporløs i Danmark

 

Kan man forsvinde sporløst i Danmark?

Jeg ser ingen, ingen ser mig, er jeg?

Bill.mrk. 89-0817-008

 

——

 

Skal vi ikke bare sige

 

Skal vi ikke bare sige

vi ikke hører hinanden

tale i noget tid

 

        Mand på 59år søger kontakt til lejlighedsvise møder om dagen

        (ikke weekend).

 

Skal vi ikke bare sige

vi ikke ser hinanden

se på hinanden i noget tid

 

        Kvinde med behov for nærhed og erotik søger problemfri,

        sund og rask muskelmand.

 

Skal vi ikke bare sige

vi ikke mærker hinanden

røre hinanden i noget tid

 

        Du er alene eller gift, men søger tryghed og diskretion

 

Skal vi ikke bare sige

vi ikke ser hinanden

se det i øjenene på hinanden.

 

——

 

Vær’ sko

 

Vi træder på dem hele livet,

nogle mere end andre

nogle træder vi helt igennem,

andre træder vi aldrig helt til

de føler sig indeklemt og indespændt,

i lugt og sved tænker de gad vide,

hvor længe det varer ved

 

Nogle varer livet ud, uden at blive trådt itu

andre smider vi sgu, for de passer ikke ind

dem vi elsker genopliver vi, gang på gang,

i regn, i vind, i sne, i skin,

på gråvejrsdage

og på åbne tage

 

Sko, der taler for sig selv,

har ønsker om at tale og træde os ihjel

de bliver lukket i, spændt sammen og lynet til

gang på gang, og trin for trin, efterlader de spor

de sætter aftryk i blinde,

gad vide hvad, vi kan finde

 

Tænk hvis de har deres eget liv,

og pludselig vælger at gå i stå,

og rulle deres øjne om i nakken,

hive dig i benet til du står helt stille

og endelig for første gang ville du se,

hvad de så ofte får øje på.

 

——

 

Må man

 

Må man fødes i dit land for at se den

Må man fødes i dit lands ånd for at få luft

Må man fødes i dit lands sprog for at tale ud

Må man fødes i dit lands historie for at være i den

Må man fødes i dit lands gader for at bo der

Må man fødes i dit lands hænder for at mærke dem

Må man fødes i dit land for at få vokseværk

 

——

 

Cykelisterne

 

De er ovenpå, ovenpå farten

i hast efter målet i landskabets ovenlys

mens skyggen afblomstrer sine dimensioner

drøner de afsted meter over asfaltstien

hvor skyggen gentager sit aftryk i blinde

her er alt hvad de opsatte søger at finde

 

——

 

Inden ugens udløb

 

Inden ugens udløb har han løbet omkring hjørner

for at mærke suset igen tage fat om hans pik

Inden ugens udløb har han mærket omløb i de stivnede lemmer.

 

Inden ugens udløb har han sat sig for at løbe langdistance

for at opnå det han har gennemlevet

Inden ugens udløb har han glemt alt hvad han oplevet.

 

——

 

Timers tider har talt sammen

 

Den som producerer køber

og den som køber sælges

og den som sælger købes

Sammen køber vi hinanden til den pris

vi har råd til

for vi har ikke råd til at lade være.

 

Mange timers tider har talt sammen

for at finde ud af

hvem der prostituerer hvem

For at nå frem til et egentligt resultat

skal der flere udregninger til

Udregninger som tiderne har været uenige om,

og som derfor har kostet flere timer.

 

Her er flere aktiver,

handlinger som fører til flere

med den kæde vi træder rundt

når vi flere meter frem.

Og med en lang tradition bag os

sætter vi os godt til rette,

og glor ned på de udregninger,

vi har kørt igennem.

 

Det er nu det kommer bag på os,

udregninger må udviskes

og resultatet resulterer i ‘de andre’

Det er dem

der er sælgers sælger

Og det er derfor

timernes tider prostituereres med sig selv

og formerer sig til ukendelighed.

Written by artmanifest

august 27, 2008 at 7:32 pm

Lonni Krause

leave a comment »

Lonni Krause, f. 1964 København. Fik sin debut med bøger i 2005 - 'Du får et
nyt sted trykket til kroppen' og i 2006 fulgte bogen 'Nødvendige ruter'. Hun
har bidraget med digte i antologien 'Underskoven 2' 2006 og 'Quintologi
2008'. Er desuden suppleant i Dansk forfatterforenings Lyrik-styrelse og én
af initiativtagerne til lyrik-eventen Ord Under Himlen der løber af stablen
sidste weekend i august. Lonni Krause er i samarbejde med Bo Gorzelak
initiativtager til undergrundsteamet 'metrOrd', og sammen med 9 andre
forfattere anmelder hun litteratur der ikke får spalteplads i aviser og
blade. Se metrord.urbanblog.dk
***





Vækster

 

Du fylder godt i dag måske 30 eller 40 jeg er lykkelig når
du laver lort med din milde ende flår i fluerne vinge for vinge

Vi ryger en Jørgensen klædt af til røvfuld og ingen trapper
lunger ned eller krummer blod og levertallet gror en unge

Kors hvor vi elsker os jeg har det fint måske tar vi et lån
i banken til vi dør

 

:::

 

Vi indhenter Fanden

 

ryg til ryg

med øjne i panden som ruder

med slør

haler os ind på Fanden roligt

som en død vind under en bro

roligt

som en død vind

 

:::

 

Udenfor

 

Du tropper op i forældrenes skole

bygningen med snøre langt op ad benene

skingrer ringer aldrig ud så længe folk knepper

Larmen firkanter sig hysterisk under uret

kjolen ses må ikke røres blikket drypper på de nye sko

Snævert kryber du på plads mellem reolerne lille globus

drejer stop mens verden styrer forgæves efter frihed

 

:::

 

Tortur

 

En hvisken sprøjter og trækker ryggens perler på snor.
Strube til mund sekreters vagtparader. Grønne mænd er slet ikke grønne. Det er
noget man tror, de er dig og mig uden far og mor. Slæbende fedt

over Jordens korn. Høster søn hakker mand skovler kvinde.

En rød aramant knuses flovt i kussen. Gnider fnidder bladrer
fnadder strammer til og binder op. Sladderspalten

mere rød end kød trækkes ud og ind på en snor

 

:::

 

Og så skreg Edvard Munch

 

Broens skræv er sunket efter mange års misbrug. Opmærksomt
hejser synet havet op gir en skalle, et stunt det lærte som barn. Betragter
køretøjer cykle på glas

legemer skride ud i svinget. Men det er bare et online-spil
- 'Byg en bro' er et online-spil, dine øjne rejser den forkerte vej mens broen
ruster og himmelvandet skiller broen selv tunnelen under havet gløder som cigar

 

:::

 

 

Påklædningsdukken

 

 

Hun slog med sin perfekte lille krop, slog nogle smukke slag
om min gamle. Hun

svansede rundt og pegede på mine negle der var rillede,
uplejede. Hun havde det strålende. Hun

kastede med lokkerne. Hun kastede mig af sig. Hun var så
forfærdelig grotesk i sin fremtoning.

Dette produkt af dame, hvor evnen til at se Mennesket bag
tekstiler, make-up og frisure var væk,

stod foran mig og hoverede. Denne lille dame

var ved at blive oplært i kynisme. Og jeg var hendes lærer.

 

:::

 

 

det er

 

mig eller projektilet

skudt over målet

og dig

mens jeg

svæver over Jylland

river farten ud af himlen

 
:::
 

 

 

uden titel 1

 

på den anden side

virker ord ikke mere

 

på den anden side

begynder vi

 

 

:::

 

uden titel 2

 

Gådefulde aspekt / lille størrelse/ kan du kende mig

på soloulykker / ansigt til ansigt/ med lav stemme /

jeg gentager

 

 

:::

 

 

 

Dåbstale

 

 

barmen

det første skridt

og vejen foran dig

 

hvor langt der er

på vej væk

bestemmer du aldrig selv

et øjeblik

:::

 

 

Rundt om

 

os mellem åbne ben og kjoler

løber overskud blondehår og sang

verden er stadig en ener

 
:::
 

over dine sære hovedkast

 

 

med gnavtanden mod tiden

dine gummer bløder

hvidt skummer over af ben

der endnu stikker i ganen

over plak og paradentose over

stokken og dine fødder

gammelt nid boret ned i sengen

hævede tanker døde barn

:::

 

 

Efter skælvet

 

 

Huse så få

andre fik vinger

Lad os stable dem

knogler og sten

med vore hænder

 
:::
 

 

The Prettiest Star  *

 

fx var jeg Angela med håret stylet af brint cute som Warhol

plakat kneppede Jagger der sniffede coke af mine patter hvor
faithfull

Marianne var overfor Mick? Who gives a damn? det handlede om
pik sub og dub det handlede om kusse white trash det dyre det handlede om pik
mit afterlife syrer det handler om kusse still going young på fyre going high
going low på chicks og Bowie fx

 

 

 

* Titlen står David Bowie for (1970)

og sangen under titlen gik

til Mary Angela Barnett (Bowie-konen nummer 1).

 

 

 

:::

 

Barselsfeber

 

 

Gem dig under vuggen

din mor er sær

Hun sopper i sin røde skygge

 

Du peger på de kys der

svæver over brysterne

 

Hvis bare hendes syn ikke slår ned

 

:::

 

Smøg i den nærmeste revle

 

Himmelsmart hvid fugl

fugl på frakken

 

Dykkermester rundt

rundt i verden

 

Kompasset magisk ned

rullet til navlen

med Marlboro i nakken

 

 

:::

 

 

Løvehjerte

 

Brevet bliver guld, hvis det ligger længe i dit hjerte,
inden du skriver det

 

 

 

Written by artmanifest

august 27, 2008 at 7:29 pm

Lagt i Lonni Krause

Simon Winther

leave a comment »

Det splittede menneske

Tabte blade

falder som fugle

på træk fra træet der trofast 

står tilbage og peger med sine nøgne fingre 

efter fuglene der så lette om hjertet fløj mod syd.

Midt i mellem står det splittede vinter menneske

med armene om træet og øjnene fyldt med fugle.

 

2008

Et sted inde i 

hovedet er noget

Uudsletteligt, evigt og hæst.

 

Det er afstanden

mellem os

der suser for ørerne

om natten.

 

Rengøring

Et afkalket jeg – løsnet for behov

skinner fra bunden af min el-kedel.

Helt almindelige grundstoffer

danner et utal af bindinger

når de mødes

– dog findes der opløsnings midler for selv de mest

genstridige af slagsen.

Det sker i dette univers at vi mødes og vi skilles.

Kaktussen i vinduet vokser uanset hvad

resten af forbindelserne

kan skylles i afløbet

– lejlighedens eneste uendelige.

 

Til R. M. Rilke

Da et ansigt faldt ned 

med et opbrugt udtryk i hænderne

så indersiden op i det bare hoved

 

>Hvor det dog ligner sig selv<

tænkte jeg; og smilede

ufrivilligt tilbage

 

 

Ånde drætter ud

Træder endnu et trin

af byens hovedtrappe

kaster krummer af ældede følelser

op i himlen med fugle

 

Letter på hovedet og lader leden

ved der gamle slippe ud af halsen

lungerne holder på vejret

varmer luften til en drøm

 

Nytårs øjne blomstrer 

bag forventningernes blanke hinde

som springer i Januar

hvor afskedsord faldt ned

 

Som raketblomster i gaderne

og gamle kærtegn

hjertet længtes efter

at sparker op på himlen igen

 

Dengang

vores ribben var vinger

Hjertet hang frit i mellem

og lod sig kærtegne af hver en vind.

Ribbenene husker de måtte folde sig sammen

til et bur, et beskyttelsesrum for hjertet.

Fjerene faldt af hovedet 

og håret hænger tilbage som et forsøg.

 

Neptun

Neptun kommer tusinde gange brusende hvid 

ind over stranden.

Du siger han elsker med dig.

Du ligner en Havfrue.

Jeg smager saltet. 

Du et rumvæsen, en elver, en fremmed, en forbyttet.

Jeg hjælper dig blot

med at bygge et skib

så du kan gensé dine elskede.

 

Morgen

Mit blod vil male

et menneske i rummet

Min sæd vil sætte

liv på andre planeter

Jeg hænger på himlen

ud for mit eget vindue

og kan ikke falde ned

 

Aften igen

Radioen, bilerne og computeren

Lever hver deres

tilbagevendende liv

det er kun mig der inderst inde tror på

at det en dag vil ændre sig.

Jeg drikker mojito, den smager som 

en kat har pisset på mynten.

Jeg laver mad i ovnen, det lugter som mc donalds.

 

Jeg er levende 

igen 

og 

igen

 

Afsked

I afskedens stund, endnu før opbrudet

er hænderne stadig rene og fri for rifter.

Hjertet slår rytmisk og stille som det plejer

men tanken om at intet igen kan blive som det var før

slår bunden ud af hovedet på mig

jeg svæver i denne lette frihed

nyder dagen før i morgen, hvor alt vil ændres

Verdens-kaoset ordne sig og smerten forsvinde.

 

 

Til Genetisk Institut

Fingre berusede som honningbier

stikker i den vingeløse hud 

som flyder på sengen i en øm og giftig krop.

Indtil noget griber efter knoglerne 

Dybt forankret i orgasme-dødens angstsved

trækker musklerne sig sammen til en ny 

slags androgyne og perverse væsner 

der kravler rundt i værelset og hele bydelen nu.

 

Duer

Digte er duer på hugge blokken

Bevingede stier strittende af fjer

vore sidste offers rester

som tegner vejen tilbage

den vej vi allerede ved

ingen steder fører hen.

 

Til Tyrkiet Ekspressen

Lorteåen flyder roligt forbi mit hotel som Jagtvejen

gør det under mit vindue ved firetiden i København

Cigaretgløden og røgen forsvinder alene i vægtløs drift

den vej som jeg kender bedst og læner mig op-ad uden.

 

Entusiasme brænder et stort rundt hul i virkeligheden

Ligesom sprut der kicker ind før et hukommelsestab

Igen er jeg hoppet på en af mine egne langt ude idéer

Kravlet ind i et hul og endt ud, med virkeligheden bagvendt.

 

Jeg er fuckt, her er intet at lave, ville ønske du var her

Vender jeg om, er der kun tilbage at begynde forfra

Den vej jeg allerede ved ingen steder fører hen

Den værste af dem, den med gensyn og farvel.

 

 

Langsomt

Bevæger den alt for almindelige himmel sig?

 

Langsomt

 

Trækker musklerne os videre?

 

Langsomt

 

Når glemsel til årene omkring hjertet?

 

Langsomt

 

Vokser valmuer op af graven til dem som led i livet?

 

Alt for langsomt

 

?

Silhouetter

løber gennem vinduerne

trykker deres pander

flade

for de er, men ved det ikke.

Hånden der

skygger for stjerneskud

som griber vanddråber

med et fingerbøl 

og

styrter

gennem universet

i billedsekunder

af støv 

 

Til A. Hofmann

Se Sphinxen i de afgrundsdybe øjne

Udånd dine sidste egenkære illusioner

Host op og spyt alle brændende idéer i dens gab

Enhver psykedelisk modstad vil blive slået ned

Kvalt med atmosfærens ilt-løse luft

Blot du åbner dine rumkapsler af ord.

 

Fofatterkommentar til digtet

 

Albert Hofmann (Født 11. Januar 1906 – Død 29 April 2008) Note til digtet: Fjolser går fri, som de eneste svarer de altid rigtigt på spørgsmål.

 

To tomme glas

Jeg søgte en sydhavsø som en sømand på sin båd 

klar til at sejle.

Jeg turde puste til skyerne en enkelt nat 

og det virkede.

Du holdt af mig og jeg holdt af dig

til den dag 

det hele havde ændret sig, og vi ærligt stammede rundt 

i alt mellem os 

og tomheden. 

Får tomheden først 

en enkel indrømmelse,

så æder den som gærceller gør det af sukkereret i vin.

Til hele beholdereren er gennemsyret af bobler,

hvis begyndelse og ende er gået tabt i luften. 

Så kun lyden og lugten er blevet tilbage, 

med mindet om den beruselse 

vi har væltet os i.

Når vi drak så rigeligt af hinanden, 

at vi nu begge ligger tilbage med tomme glas i hænderne

og ville ønske vi kunne skåle som en sidste udvej gennem stilheden…

 

KBH indsmurt i ånd

Byen er gået tør for mennesker 

det er kun vinduerne der 

syntes at vente på nogen 

men ingen står af bussen 

og den kører helt alene 

langs med fortorvet 

hele vejen ned af Nørrebrogade

 

København ligger indsmurt i ånd og arbejde

Kun nogle stakler med cykelhjelme og en forblæst SFer

deler flyveblade ud til alle de omkring liggende gader

 

Skulle du vågne en morgen og mærke at rusen allerede er taget af

spørg så digterne hvilken time det er og de vil svare dig

Det er beruselsens time, for ikke at blive tidens mishandlede trælle

så berus jer uafladeligt 

I hvad? vil i spørge. Som I vil. Svarer de!

 

 

Lysegrøn

Gerne lukker jeg øjnene

mens de stadig ser

den lysegrønne farve

gå gennem alle mine forår

 

Tusindfryd i græsset synge 

melodien fra træet gynge

de nye blade livligt spille 

når ånden dem henover kilde

 

At betale solen tilbage med farver

og give digtene fuglefrø igen

Lade rosenfingrede daggry blomstrer

bag de forårstyde brilleglas

 

Nattergal

Du som kan forføre de største af alle byer

nedlægge selv de rigeste pushere og pimp´s 

– dog bliver du hos mig her.

Jeg er den heldigste af fredens fattige mænd

og den lykkeligste af alle dagligdags drømmerne.

 

Ind til en anden verden

Jeg så dig så trist 

klippe et hul i virkeligheden

ind til en anden verden

Kravle derind

og blive glad igen

 

Evighedsmaskineriet

Bag byens blinkende røde skorstene og larmende udsugningsanlæg

efter at gadelygternes lyskegler ender ud i sort cement

Helt derud hvor ingen natbusser kører til

Står min sol op igen

Til et blomstrende æbletræ og dets varmt blødende kvinde

Realitetens hvide porte åbner ind til skoven og det er rigtigt

som vi sidder der og ser fuglen flygte og fuglen vende tilbage igen.

 

Hvad tiden fanger

Det åbenstående vindue

sejler i så meget byfedt

at træerne bag det ligner et oliemaleri

 

Jeg vil bede nogen vaske det

når jeg ikke længere ønsker at betragte det

 

Som en forgabt elsker drømmer jeg

i vinduet gamle dage før min egen tid

 

En dag vil spindelvævet hænge fra loftet

og ingen skal få lov at fjerne det

 

jeg vil bukke mig under det

ligge opmærksom som en fisker

 

og se hvad tiden fanger.

 

Byhistorie

På Amager er en pusher

der får en luder til at sutte pikken på sin hund

 

I Nordvest er en barberet orangutang i fodlænke 

til en halvtresser i timen

 

På Istedgade leger et barn i klapvogn med plyshåndjern

og elektrisk dildo med masser af tallatter

 

Sidste gang var på Østerbro at en betjent blev taget

hos en prostituret i arbejdstiden

 

I Jægerborggade kan vi få opiumsalat billigt og fornøjeligt 

som på et felthospital under krigen

 

Du kan altid sove den ud i stilasserne

der har de hjemløse ikke kigget op endnu

 

Går du på louises eller dunkel er du nået så langt

som munkene i Tibet drømmer om at kunne gå.

 

Når kun virkeligheden kan overgå fantasien.

 

 

 

Min verdenshistorie

Jer har set en Russer sætte sine tænder

tilbage i munden med sekundlim

 

Jeg har set en Amerikaner brænde sit pas

og rode i skrællespande med fornøjelse

 

Jeg har set en familiefar ligge død

efter sit første skud heroin

 

Jeg har haft en kæreste som talte fem sprog

men nægtede at sige et eneste ord igen

 

Jeg har knaldet præsten i kirken

og læreren på kateteret

 

Jeg er blevet udstødt af rainbow brothers

og blevet bedt om at skride fra fristaden

 

Jeg har kastet med sten

og ramt en ven

 

Jeg er blevet kørt over af en taxa

og jeg har sat andres liv på spil i bil

 

Jeg er blevet undersøgt i røven af det Israelske politi

og det uden at have gjort noget ulovligt

 

Jeg har fået vasket mine fødder af fremmede

og jeg er blevet forsøgt slået ihjel af min kæreste

 

Jeg har blaffet til Gibraltar og tilbage igen

mødt sigøjnere, beduiner og langhårede nationalister

 

Jeg kan nu stadig læse i dårligt lys

og tåle fordærvet kød og rådne grønsager

 

 

Elektro

I Enghaveparken ensretter de træerne med stålwire

og spiller techno hele natten

 

En gammel hippi vadder endnu rundt 

med det danske flag på sin backpack

og en elefant i hånden.

 

Natur og elektronisk musik 

passer mageløst godt sammen 

ænderne padler lykkeligt fremad

en langbenet fugl bøjer i knæet

og dukker med hovedet i takt

 

Menneskernes krybdyrshjerne

slås aldrig helt ud

den kravler frem af byen

for at slikke solskind

og spise sin morgenmad i små ryk

Written by artmanifest

august 23, 2008 at 2:00 pm

Lagt i Simon Winther

Kasper Schulz

with one comment

Her til morgen
faldt ti gamle drømme ud af håret på mig og ned på bordet.

Det var ti drømme
jeg havde glemt alt om, ti stykker af den søde popmusik.
Fra en svunden tid. De havde ligget på is så længe.

Jeg stod lige dér ved køkkenbordet, den savtakkede kniv i den ene, brødet
i den anden hånd.
Og med ét klør det. I hovedbunden, bag ørerne, det klør i mine nakkehår,
som det ikke har kløet siden den dag i femte klasse – nej, siden den periode i femte og jeg mener det var forsommeren ’83 – hvor tredivetusinde lus sådan plus minus, hvor de sprang fra barnehovede til barnehovede.
Det var halvanden måneds kontinuerligt, systematisk slid, det var baksen frem og tilbage med lusekammen og fuldtidsarbejde for min mor. Et minutiøst finkæmningsprojekt af mit stride hår, førend de små blodsugende parasitter kunne erklæres for døde.

Måske var deres lusesjæle draget videre nordpå, med lusekaravanen, hvem ved.

Men glem lige sommeren 1983.
Jeg er her og nu, året er et helt andet og det klør som bare fanden.
Det er ti drømme der ligger på bordet foran mig, gispende efter vejret som var de friskfangede fisk. Ti drømme, jeg stirrer på dem med en Cockerspaniels våde øjne. Drømmenes ydre er meget forskellige.
Én er lang og kejtet, en anden rund og slimet. To er tykke, stramtrullede spiraler.
Tre drømme lander så skævt og uheldigt, at de forstøver i nedslagsøjeblikket. Og én skræmmes i den grad af min smittende forskrækkethed, at den piler ned på gulvet som et haleløst firben.
Yderligere to er affødt med skavanker.
De ligger der og minder mig om sommerfugle, som har knækket den ene vinge. Ufrie, ikke længere i stand til at flytte sig ud af stedet eller afgøre, hvad der er rigtigt og forkert.

Den tiende og sidste drøm
er tilsyneladende intakt.
Men man kan aldrig vide sig sikker nok, i sådanne sager.
Så jeg åbner forsigtigt drømmens lem.
Og trykker den lille knap i bund.

Jeg trækker splitten ud af
denne dags håndgranat.
Trykket og det bløde infernos hvide lys, sender mig bagover og helt til…hvad ved jeg.
Godnat Pjerrot
sov godt

Written by artmanifest

august 21, 2008 at 6:16 pm

Lagt i Kasper Schulz

Oliver Grann

leave a comment »

Søndag

Søndag på den måde en søndag skal være.
Når livet er som livet nu engang er.

Facader og krav viger pladsen for morgenhår og tilbagelænethed en søndag betyder at dårlig ånde smager af noget.

Søndag er tømmermænd og dagen derpå.
Søndag er pizza og øjeblikke der langsomt går i stå.

 

Dørmands oraklet
Hvor godtfolk er, koster det penge at komme ind.

Neonnætter
Søvnløse nætter i gadelygternes skær.Det urbane jungle beat banker insisterende på
min trommehinde.Beatet banker ud af døren fra byens beværtninger.Svedige kroppe
under diskokuglens stjernehimmel.Tør man stole på, neonskiltenes optimistiske løfter
om lykke?

Gråzoner
Det er som at se en regnbue i gråtoner.Vores verden og dens gråzoner.Realismens
bullshit er så altdominerende, at det næsten er umuligt ikke at glide i.Jeg er SÅ
træt af aldrig, at høre et udsagn fra min egen generation, 
der ikke er lige til at lukke op og skide i.Jeg er min generations ikon;en hvid
middelklasse kujon.I bund og grund ik' nogen...

Lounge
Laidback lounge.Musikken flyder frit fra højtalerens prædikestol.Uden at sige
noget.Kunsten pryder væggen, med sine statements om ingenting.Folket fodres med
passivitet.

Rygende Arrig
Nu ved jeg godt, at det er skadeligt, nedbrydende for fysikken og generelt har en
negativ effekt på éns evne til at fungere når man ryger. Men lur mig, om jeg ikke
altid er parat til at låne mine venner en ”smøg” (den første er gratis

Written by artmanifest

august 21, 2008 at 2:28 pm

Lagt i Oliver Grann

Susanne Overgaard

leave a comment »

Drømme

 

Et sidste kys inden du går

ud af havelågen

ud af mit hjerte

mærkede din varme i nat

dine hede kys på min følsomme hals

dit spændstige lem mod mine lår

du var som en drøm

vågnede og du var væk

 

Talisman

 

At vågne med sæd på maven

en hilsen fra min skjulte elsker

 

Rosenhaven

 

Haven står så stille hen

du er min hjerteven

at mærke dine fingerer gå på eventyr

gør at jeg er villig til at sætte alt over styr

du og jeg i kærlighedens rede

giver mig lyst til glæde at sprede

 

Den sidste sommernat

 

Vi sidder på bænken

hvor vandet kæler for klinten

du holder min hånd i din

vore læber mødes i et varmt kys

jeg mærker dine fingre på min hud

de spadserer blidt over maven

til de ankommer til min barm

du leger nænsomt med rosenknoppen

jeg lyner forsigtigt dine bukser ned

mærker din maskulinitet mellem fingrene

du brummer veltilfreds i mit øre

som jeg stille som en svævende dans

kæler for dit stive lem

mærker varmen fordele sig i kroppen

dit åndedrag ændres hele tiden

mens jeg mærker din tilfredshed

vokse i min bløde hånd

dine øjne jeg drages af dine øjne

vinden leger med dit hår

en måges skrig falder synkront

med dit mandlige brøl

mærker den varme saft

som jeg så mange gange

har længtes efter

 

Elskovens leg

 

Varme toner i bruseren

jeg beruses af dit nærværd

dine kærlige berøringer

den eftermiddag i badet

dine stærke fingre

der leger med min blomst

dybe suk blide bid

våde glinsende kroppe

dampende varme

høje på elskovens leg

 

Bagerst

 

Bagerst i mit hoved

ligger et lille billede af dine øjne

bagerst i mine drømme

ligger et minde om dine kys

bagerst i mine tanker

ligger et kostbart minde om vores drømme

mine fingerspidser føler stadig

din bløde hud passerer

dit lette grin i mine øre

dine skarpe fodtrin

på vej ud af havegangen 

på vej ud af mine arme

 

Glinsende læber

 

To glinsende læber

møder dine i natten

dit åndedrag indfanger

mine drømme i dit væsen

alene stod jeg

inden jeg mødte dig

din maskulinitet

stråler gennem trøjen

mærker hvor rummet

vibrere af elskov

du dufter af frisk morgendug

dine berøringer er gjort af

tynd alpeluft og nu

nu er jeg i dine arme

snart indfiltret i

krøllede lagner

mens din dampende krop

presset mod min

ruller forsigtigt

som båden på havet

for at eksploderer

i vildskab

og forene os

i ren lyst

Written by artmanifest

august 21, 2008 at 2:26 pm