ARTMANIFEST

Samling af Digtere

Herman´s

leave a comment »

Digt 1:

Endnu et stjerneskud, og jeg forsvinder i vælden. Alkoholen pumper min lige tunge ud af kurs. Som en søsat aborre venter jeg. Det ingenting, der dør og lever med os. 

Midt i ordene, der kom og gik blev jeg til. Som en jordklode i universerne. I vidste jeg levede, men troede ikke på hvad jeg sagde. Endnu en forkynder. Døde i blæst og regn, i dets hele udfoldelse.

 

Digt 2:

Et produkt fra en sommerhussofa, på en våd Skt Hans aften.

1.

Ud af det absolutte ingenting

mørket der aldrig eksisterede

uden ironi og humor kom du mig i møde.

Jeg takker dig for dette liv

2.

Intet forstod jeg

Intet vender tilbage. Og kun intet varer evigt. Døden varsler i mit indre

Jeg ser dig for mig den dag, for lang lang tid siden

3.

Mulighederne er ubegrænset da vi mødes for sidste gang

Et kort øjeblik stopper vi op

mærker den milde vind

men det har regnet og natten er mørk og kold

4.

Det var sidste gang endnu en gang.

Det var så den dag du forlod mig, hvor jeg sad med tårene i hænderne. Dér er jeg så alligevel, på godt og ondt opstået fra de døde. Aldrig mere lover vi hinanden

 

Du tror at jeg tror at du tror

snorene opløst, marionetterne faldet sammen

Dette øjeblik oplyses af realiteternes forsvinden.

 

Digt 3:

Søndag morgen i sengen.

Tør jeg tænke tanken til ende

splitte idealerne og se fragmenterne som de er

faren for fortrydelse, sorg destruktion eller glæden over den nyfundne frihed

jeg, der med mine selvpåførte ulykker alligevel har gjort livet værd at leve.

 

Præstationsangst, en slags Kafka

som en bunke sand ved siden af pyramiderne

siger stolt, at det har jeg selv skrevet

og et eller andet forhold til Kafka og selvpåførte pinsler må jeg have haft.

Ham, der prutter i sandet og graver navle

 

Kan mærke vinen i min nyre. Drømte min mor var blevet blind og at min gamle kæreste fortrød alt, vi havde oplevet sammen. Og alligevel kan jeg nærmest intet huske. Noget med vejen fra Østerport til min gamle skole. 

Hengiver mig til morgenen, noget af mig vil tilbage til søvnens fortolkning og ro. Det altomgribende mørke, før stormen af indtryk.

 

Digt 4:

Fra Kreta ønskes du kærlighed. Naturen fortærer mig og mine elskede. Kærlighedens uomtvistelige gang. Langsomt glider vi ind i hinanden. Tæt på den skønneste orden.

Jeg prøver mig selv i turismens paradis. Slider for mening i min fantasi. Ligger i en seng med havudsigt. Kommet om på den anden side, men hærg ligger og venter.

Det her vil ingenting, men er en manifestation af nydelse. Varsomt skal min mening sendes videre. Prøver at frasortere fyldet, men et ord om året…Myggenes bid i nat, kom med onde drømme. Endnu igen har jeg fået denne mulighed.

 

I byen alene

Mine ord blegner, tiden gik fra mig. Vokser ud af ydmygheden. Glimter og forsvinder. Uvisheden og forandringen eksisterer med mig. Opstået fra de døde. Fortabelsen i kommende liv undskylder ingen handlinger.

 

Flyet

Det her nu, hvor vi brager gennem luften, ti kilometer oppe. I min frygt mødes vi. Solen skinner imorgen over hav og land. Jeg er min egen fremtids værste fjende. Motorlyd og sporadisk snak i kabinen. Altid frygter jeg den lurende katastrofe. Til tider dør jeg ved tanken. Glem mig og glæd dig. For i dig er din frelser født.

Mørket er sort og fyldt af tomhed. Der i, findes gejsten. Partikler, der vælger livet. Så små, og dog fylder vi hele verdenen. En verden i uendeligheden. Jeg har min søns fod i siden, han ligger på sædet imellem os.

Den her tid vi fik sammen. Fratages og forøges til evig tid.

Advertisements

Written by artmanifest

august 15, 2008 hos 7:17 am

Lagt i Herman

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: