ARTMANIFEST

Samling af Digtere

Mikkel Grøn

leave a comment »

Hjernens sagte sved 

Rullende sten igennem orakler af stivnet spleen, 
melankoli igennem et efterår med brune blade,
orange snegle og højhuse i Pandoras æsker,
elefanter spændt for motorvejsudkørsler og os.

Vi bare hopper på stedet og bærer os igennem,
endnu en måneformørkelse af idioti og panering,
flakkende syn igennem glemslens åndehuller, 
højpandede hjernes sagte sved og forglemmelser.

Erfaringer vendt på hovedet i luftens venteværelse,
imellem to åndedrag af blød smeltet nougat,
grøn honning og kokos i huskede indpakninger, 
en grinende horribel kæmpes fodspor på Mars måne.

Solsorten er vingeskudt og svæver omkring i cirkler,
fraværet af eksistens er min sidste endestation,
men digtene bare står der og holder mit vejr endnu,
mens der er sandkorn i timeglassets berusende tænder.

Når natten kommer 

Flyvende muslingeskaller i solens øjenbudding, 
centrifugerede hjerne i vaskemaskinens tomrum, 
en virkelighed kollapset og brudt ned, 
til fysiske detaljer der rives fra hinanden.  

En hunds tunge i øret på en pelikan, 
verden eksploderet og morgenen bliver sort, 
en evig nat under skyers blæsebælge, 
der pumpes af enbenede dværge. 

En demonstration af fritsvævende klappende, 
hænder der bevæger sig i takt med natmaskinen, 
engang imellem rækker de fingrene op, 
og bliver nappet i neglene af muslinger. 

Solen står alene med en paraply og kaster, 
flyveblade efter bryllupsoptog, 
der marcherer i takt med eros, 
kaos opstår ud af tungekyssende flagstænger. 

En meteor daler ned gennem garagen, 
og en admiralsværmer spiser sig tyk, 
i budding mens tårer daler ned over, 
sommerfuglen ansigt der stivner i evig vinter. 

Efter solens forsvinding 

Honningmeloner flydende ud af puddelhundeører, 
lotus kys under templets sommer hvælving, 
delfiner på roterende pladespilleren , 
ekkoer fra en moskusokse der galoperer. 

Ansvarsforsikringer i munden på muldvarpe, 
på vej i eksprestog gennem lyserøde skyer, 
der drypper saltstænger fra deres svedkirtler, 
omkamp med en bølge der vender sig i rus. 

Lodtrækninger i fredagsbarrens tungekys, 
eksamensopgaver der løses uden at blinke, 
grader af fravær i et ekko fra junglen, 
hvor tigerne er blevet vegetarer. 

Erindringspejle der bygges op af søløver, 
der er strandet i toppen af kokosplantager, 
alt der kunne give mening bliver opløst, 
og verden står tilbage uden en eneste tanke. 

Kun ikke kærligheden den består, 
nogle har lagt et dunkende hjerte, 
ned i en beton bunker fra krigens tid, 
hvor det ligger og puster sig op som en ballon. 

Når vi splitter 

Når et hjerte bliver lagt på køl en nyre sendt til tælling, 
med Amors pils perfekte strejf af fjerdune og ug råb, 
bliver havet kaldt til tavshed og jordskorpen revner, 
og vi bliver til to bogstaver der kæmper om placeringen.  

En mælkevej bliver malket for solcreme, 
på ordre fra et solariefirma med patent , 
på solens indstråling gennem atmosfæren, 
underskrevet af en blæksprutte inden i jorden. 

Når fuglene kommer igen med refleksbrikker, 
omkring anklerne der blinker i gennem hjerner, 
som en stråle der engang var et stjerneskud, 
så ved du at elefanterne vil komme forbi. 

March begynder med at to går i takt, 
fred starter med dans, 
rytme er et taktslag fra det andet, 
og gud er så åbenbart en durabelkanin. 

Hvis jeg var til stede vil jeg være en anden, 
end det papir du ser på nu nu nu og nu, 
eller en maskine der er roteret igennem beton, 
eller et tastaturs fingre der cirkler om bogstaver. 

Vissent spejl

Artiskokker under uvirkelighedens erindrings spejl, 
jazzsolo på en fortabt bananbåd i ekkoet fra solen,
forsvundne som intetheden under en blå puls,
dirigenten med sved fra en pandes regnbues Amor.

Sorte pile fra en mund med et kys der danser,
I munden på en krokodilles hjørnetands opråb,
gribende underkoppens usynlige fodspor,
sat i en march af sprællemænd i frostmånens kulde.

Forsteninger af violer og stenede flakkende orakler,
som en gammel bog med påhængsmotor og sul,
faldlæmme igennem hjernens kemiske sjæls fred, 
generatorer i gribebrætter gennem forseglet poesi .

Rolighedens længsel i et vissent spejlbillede, 
refleksioner af et levet liv med solvinden, 
i ryggen som en pukkel på en dromedar,
står verden og sitrer som et oppustet ballonskib. 

Som man siger 

I gamle skotøjsæsker bor der melankoli, 
jeg åbner dem forsigtigt med neglene, 
deler en smule af mig selv ud for hvert bogstav, 
jeg er en sætning ikke andet.  

Engang imellem er der nogle der finder, 
noget virkeligt ægte og kaster det fra sig, 
engang imellem er der nogle der gemmer, 
noget uvirkeligt uægte og holder det ind til sig. 

Så springer der æsker op og fanger en, 
i et hulrum af nonsens og fravær, 
indtil man letter på låget, 
eller tager en tur dybt ned i mørket. 

Så er det at gribbene kommer forbi, 
med noget der engang var ens eget, 
og giver det tilbage for en sætning, 
man troede man aldrig skulle sige. 

Togtur 

Træd ud over linierne og tag en tur i tamburintoget, 
alle steder end her kan du lede efter sporene, 
damp stiger fra papiret og farver det gult, 
længe efter senere end sent eller før afgangen. 

Jeg løser billet til natten og er en del af mørket, 
finder mig selv igen og igen lige før, 
jeg tager af sted til et sted jeg ikke kender, 
at rejse er at se verden fra en ny synsvinkel. 

Tastaturet er en forlængelse af mine fingre, 
verden er en stor hjerne der cirkler omkring, 
som blind passager i et tog der roterer, 
om sig selv, i en stjernestøvsstorm af vi. 

Fra ord er du kommet til papir skal du blive, 
kontrolløren kommer engang imellem forbi, 
og retter stavefejl og sætter et punktum, 
lige der i midten hvor der er nogle udtrådte linier 

Om Digteren 

Flakkende gennem dette livs univers ser jeg, 
verden som var den en del af mig, 
fragmenteret sværdslag og glammer, 
gavegemmer i et alfabet af sorte punkter. 

Maskine for underbevidsthedens paroler, 
drømmer i en nat uden ende, 
solsikker og blind seer igennem hjernens, 
becifringer i takt med mine egne sætninger. 

Når jeg en sjælden gang skriver jeg, 
mener jeg vi for vi er vi, 
og det er der ingen der kan kaste overbords, 
jeg vil også være et flydende skib. 

Jeg er en anden end vi, 
men der sidder en og skriver netop dette, 
digt i en anden verden end den der er min, 
med de samme ar og de samme flyvske forelskelser, 
i et sprog vi aldrig kan lade alene. 

Horisontale orienteringer 

Flakkende soloer fra en saxofon af okkers pust,
gribende ophold imellem lotussens blade, 
kys fra en veninde med skelende øjne og syn,
fra en anden kærlighed end den der er mit tempo.

De tror jeg går og glor på vinduer i byspejlet,
men jeg tænker kun på dig og det og det,
dine øjne skinner stærkere end nogen sol,
imellem to strejf fra din hånd over min pande.

Leder efter medvind og stiger som majskolber, 
ind imellem den lyserøde lotus og puster,
pirrende som en fjer over klitrosen,
pumpende som en vulkan igennem fløjten.

Stille hvisken i korridorer og smilehuller,
fra en flagrende forelsket kat og muse, 
ventende ekkoer fra min mavefornemmelse, 
som et sug igennem bananens elskovssved.

Reklamer

Written by artmanifest

august 21, 2008 hos 8:46 am

Lagt i Mikkel Grøn

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: