ARTMANIFEST

Samling af Digtere

Archive for september 2008

M. Wildster

leave a comment »

Indvielse!

Med hvilken lethed kan vi ryster verdens dom af os? Ved at skabe en? Det er ikke talent der taler, når forståelsen muntre sig bag bekendte tremmer. Frihed er måske en evne – til at forstå, at erkendelse, er, (i kraft af mulige relationer), hvor af du er generatoren af potentiale. Ideologier bedøver sindet, færdigpakket firkanter af forudsætning, ønskebørn, narcissistiske lighedstegn! Refleksion kræver en digter som kommer ud af intet.

Vi flår i tingene og efterlader arret historier – intet er tilbage. Forståelse er smerte, al tanke forsvinder i gennemsigtighed. Forståelse er resignation, et biprodukt af vanens dovenskab, en drøm om lighed og vinkelrette historier. Der er ingen relativitet, hvis ikke streng relativitet, én som medfører relation, og dermed afhængighed.

Men det stopper ikke fortællingen, den ser sig selv – du ser gennem den. Sandhed, en diamant, hvis styrke er roden til dens ufleksible skrøbelighed. Alle bøger er diamanter, som reflekterer dit lys, spejlet i alle øjeblikkets farver.
Vi tilhører historien – deltagelse er ikke et valg, det er en tragisk konsekvens af at være oplyst, en accept af bevidsthedens tyranniske klarsyn. Ord er fascistiske monoliter, rejst i mindet om frihedskampen. I deres tomme lastrum fortælles historier om dig.
Indvielsen i den sorte magi er begyndt.

Til en ven

Dine vagthunde
Har ingen tøjler
Du kommanderer
Grønne soldater i parken
og gyldne damer på bænken
Det kræver disciplin
At være svin
Men lykken er
en gentagelse
en hypnotisk dans
på minimal techno
og bistand
med gnisterne toneoverskud
en dag vil du føde
fremtidens maskiner

Dæmningen

Et brev – lukker øjet – ser tilbage

Tilbage – til det – der ikke var

Ser frem – gennem tidens – glødende nu

Hastigt – stiger pulsen – bag kroppen

Sigter – efter klare – lynnedslag

Taler – om dødens – nederlag

Og – ophobende – refleksioner

Giv din bøn bogstaver

Giv
Ordet
Dine
Offer
Tanker

Jeg er den ventende
Efter, efter, efter…
at skrigve mig selv – ud
dannelse,
en dæmning der lyser byen op

Uden beregning

Et ord fra at være hel
En handling fra at være en del
Og tiden – tages uden beregning
For den kender ikke sig selv

En tanke fra at være mere
Et skridt fra at være flere
Og natten – tages uden beregning
For den kender ikke sig selv

Jeg bryder mig ikke om system
Dog stoler jeg på vaklende ben
Retning er bestemmelsen
Og intet er bestemt
Derfor forbliver alle forsøg
En hengivenhed indeklemt

Et bogstav fra at være et ord
En begivenhed fra et selvmord
Og dagen tages uden beregning
For den kender ikke sig selv

Fortællingernes børn

Vi er sorte på hvid
Brændte af egen ild
Skabelser i skabelse
Dødens lige streger
Sandhedens Sahara

Vi griner af dæmoner

Vi griner af dæmoner
Hjemme hos bekendte
Et ustoppeligt ekko
Hviner i spejlet
Tomheden kopieres
På sedler
Indløste i nuets værdi
Vi trak over i evighedsbanken
I gæld til fremtidens nyhed
Fortidens fortælling

Written by artmanifest

september 26, 2008 at 10:37 pm

Lagt i M. Wildster

PERNILLA KÄTHE KOPP

leave a comment »

PERNILLA KÄTHE KOPP

14 september 2008

 

 

Det savnede digt

rejser væk og tilbage

plukker ivrigt blomsterblade

gift ikke gift gift ikke gift

himmel farer til byen

blad efter blad efter blad

på Green Light District

søger det mistede ord

giftigt og frugtbart

i de vildtvoksne parker

 

 

 

Gemmeleg

 

Med vilde hænder vifte væk

og lær mig at svømme igennem 

her er vandet alt for tykt

og ønsket er mistet

mine åndedrag drukner i stærke arme

jeg flyder på ryg

overbevist om at det er den rigtige luft jeg ånder

trods kampen mod vandfyldte lunger.

Det her er ikke plasken i et svømmebassin

det her er kunsten at lære sig at gå på vandet.

 

 

 

Hjemrejsen

 

Til byen imorgen

for en kort stund

Ikaros igen

går over når min rod er hængt

og lille vokser langt væk

kaster blodet op på drømme sted

leverer ind igen

sætter stop

kald mig kujon eller helt

himlen er ikke høj nok

og jeg er dødsens træt

vildskab må hvile

hindres af højhuse

vaskes rent af græspletter

skrubbes hvid

vinger får lov til at falde ned

falde i søvn

og senere 

langt senere

igen mod solen vende om.

 

 

 

Jægersborgsgade 36

 

Det drypper her på grænsen

iskold regn fra mit silke tag

tilbage i den nødvendige varme

gyser jeg

falder i søvn på den trygge side

under mit hjemmelavede hav

bevidst om at det er en kopi

for den ægte var jeg for svag

her er det atter dyrt

jeg betaler røde regninger

med sedlerne føles det som om alt har forblødt

men når den mørke himmel falder over nørrebroparken

blæser det op i min krop

og mit indre skib fører mig væk

der jeg møder den synkende drøm om det evige blå.

 

 

 

Mit værelse og stormen

 

Banker mod vinduet på 5 sal

forvandler regn til bølger

rødt gardin

knirkende gulv

himlen til hav

lysvågen ser vi rummet rive sig løs

husene sover

imens vi er på vej ud på oceanet

niver armen 

er det sandt

vi sejler ud på stormen

bundet fast ved masten

ser at himlen er fuld med værelser

i denne frygtløse stund

vi vilde med vind i håret navigerer igennem 

og bringer glemt land hjem

vinden hjælper os med at fragte fast mark til vore fødders strand.

 

 

 

En gang til

 

Den perfekt romantiske friheds utopi

kommer lige om lidt

bare en gang til

regnen giver krøller

lige præcis gennemsigtig krop

det første kys vender tilbage

smager af alle

to kopper morgenkaffe

inden det pengeløse liv kalder

her vokser kjoler på træerne

ved søvn kommer hjem

kravløse pladser

og der er altid tid til at lytte til hele pladen

en gang til

kommer lige om lidt

bare en gang til

bare en dukkert til i Viskan.

 

 

 

Jagtvej/ Jagtende vej

 

Kærlighed skrevet over brystet

og korset hængende på ryggen

forlader djævelbesat lejlighed

fremtvingede åndedrag ned og væk

fra det der kom op med dig fra dine trappetrin

fingrene ned i halsen kan ikke nå ned til

hvis missionen havde været en succes

havde banket dit hoved mod din selvvalgte asfalt

men forsvinder uden et ord

og to dage med tårer

vender ryggen til dig der prøvede

tæt på at lykkes når du drak

men tak mine læber der ikke rørte glasset

så kloen nåde aldrig at gribe fast

ar efter ar på rystende krop

ramt af tvivl

væltende ud i januar nat

for mat til at skrige helvedes dumhed i ansigtet.

 

 

 

Revolution

 

Tusind børn af nye tider

tik tak drikker

drukner sine drømme om

sørøvere cirkus og sigøjner

i store klunker.

 

Tusinde børn af fri kærlighed

bank bank jagter

stjæler energi af sprukne kroppe

drømmer om blomster

og glemmer at kikke på dem de plukker.

 

Tusinde børn af chancen 

satser alt på lykkeloddet

stirrer blindt på hjulet

rundt rundt rundt

hellere blive end at gøre noget dumt.

 

Tusinde børn af dagen af nu.

 

Tusinde børn på kanten af begyndelsen

stivner til is før afgrunden

ser karavanen vandre ved bjergfoden

men tusinde børn giver op 

og giver andre hænder beslutningen.

 

 

 

Kun begyndelsen har en slutning

 

Er jeg som muren der omringer Assistentens kirkegård

min hjerne og alle min penge maler den gul

og efter en nat er den dækket til af de samme ord igen

jeg elsker dig

og alle mine veje fører til dit hjem

jeg kan ikke finde vejen der holder din sorte kuglepen borte.

 

 

 

Imod

 

Efter hver udånding kondenseres min luft

og regn skabes

mild brise fra min mund

leder bækken frem under den smeltende is

når mit sved skærer ridser i frosten

der vand kan rinde

strøm af livsvilje flyder åh så langsomt

i sit første forsøg på at skabe rene brønde.

 

 

 

This is real life Vogue

Billedet er sat fri

jordens iscenesættelse kjolematch til naturen lakstøvler i regnvejr waterproof mascara

en dukkert i søen i tidløs nøgenhed

modellen poserer i nye tider

som Eva

som en nyfødt

med en blitz og alt falder på plads

blitz

ny position

blitz

blitz som lynet

lyner dragten op

mørkeblå om natten med sølv støv i stoffet

lyserødt under træet

plukker æbler med røde handsker

med alle muligheders gaderobe ud fra cirkelstudiet

fotografiet har fået liv

regn vind og blæst

det er svært at holde tøjet på plads

og ikke glemme den store hemmelighed

Eva har smagt

modellen elsker sin catwalk

og kan der forblive

men dette er historien om virkelighedens Vogue

så denne gang ser hun spejlbilledet i kameralinsen

og hører stemmen

træd i kraft og kom igang.

Written by artmanifest

september 22, 2008 at 5:37 pm

Charlotte Heje Haase aka Spacemermaid

leave a comment »

Charlotte Heje Haase aka Spacemermaid

Min elskede mejetærsker

Du er som en mejetærsker

Mejer mig meget 

Indtager alt

og fratager retten til tidligere forår

 

Du elsker mig højere

end du kunne nå at høste

Frasorterer forgæves fortidens avn

Straffer mig med hårde hug

 

Jeg lader dig tromle hen over mit liv

Afsætter blodige aftryk og afrevne hårstrå 

For sådan ved jeg 

at jeg er elsket

 

Starten på et forhold

Starten på et forhold er som at lægge arm. 

 

Enten smadres din hånd smertefuldt i bordet i et overraskelsesangreb, eller også kører du sejrrigt gummiarm i sænk. 

 

Hvis I er heldige svinger i frem og tilbage i al evighed med røde ansigter og alt at tabe.

 

Min æblekerneknuser

Første gang jeg så dig, vidste jeg ikke, at du var i stand til at vende vrangen ud på mig, skrælle huden af og gøre mig overfølsom for hver eneste berøring. 

 

At du ville trænge ind med en æblekerneknuser for at efterlade mig udhulet og fuld af ar.

 

Jeg lever nu i en konservesdåse og længes efter en dåseåbner uden takke. Tænker dagligt over, hvad der står på etiketten.

 

Sex er som en andelsbolig

Du føler dig heldig, men ved aldrig, hvad du får ud af det.

 

En ode til Facebook

Så sidder du der igen

På Facebook og leger in

Logger på i håb om en kommentar på væggen

Eneste nyt er en Toppik-reklame og mors flæben

 

I din update prøver du kækt at kamuflere

At du drømmer om et liv med mere

På vennelisten er der altid plads til en ekstra ven

Samler mennesker du håber aldrig at se igen

 

Surfer rundt på bekendtes profiler

Mens du hovedet i hænderne hviler

Morten Korch-smil og babyer på alle fotos

Selv er du tagget i en brandert uden bonus

 

Og x´en der ikke kunne binde sig

Er gift med hende før dig 

Da du endelig logger af 

Lider humøret efter endnu et cyberslag

Written by artmanifest

september 22, 2008 at 5:35 pm

Jesper Stockholm

leave a comment »

Til Artmanifest

Jesper Stockholm f. 1978
Lyrik og musik er de to vigtigste elementer i mit kreative virke. Disse digte er skrevet til mit poesiband ”helt indefra”, hvor teksterne får en helt ny musikalsk dimension. For tiden lægger jeg en sidste hånd på min første bog, ”Bag alverdens forklædninger”, som bliver en lille visdomsbog fuld af poesi og ordrige finurligheder. 

 

Man kan følge min kreative rejse på:  HYPERLINK “http://www.jesperstockholm.dk” http://www.jesperstockholm.dk og  HYPERLINK “http://www.myspace.com/heltindefra” http://www.myspace.com/heltindefra 

 

 

 

Nattens Frie Fald
Et vindstød hvirvler mig omkuld 

kaster mig ud i det åbne

ud i nattens frie fald

 

Slipper grebet om mig selv

og stivner et sekund

indtil jeg hører en stemme

kalde fra mit hjertes dyb:

                                                 

                       Vinden er vendt

                       så sæt dit hjertes sejl

                       for nu blæser kærligheden din vej

 

Uendeligheden suser dybt i maven

idet jeg smider bort den allersidste historie      
og daler vægtløs 

gennem alt og intet

 

Universets hænder holder mig

giver mig englevinger

 

Som ørnen på vindens bølger
flyver jeg højt over jorden               
henover verdens tag

 

For øje på lyset der skinner på jorden

sætter kurs

lander

vågner

og ser at det hele var en drøm

 

 INCLUDEPICTURE “http://web.clas.ufl.edu/users/agordon/curlybar.gif” \* MERGEFORMATINET 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Digter på Dybt Vand
I en skov af tanker og træer                      

leder jeg efter en lysning                                          

en åbning                                                     

et åndehul       

 

Danser på kanten                                     

vender verden på vrangen                                    

og ser den efter i sømmene                   

                                                       

Finder et smuthul i overfladen                              

dykker ned og digter på dybt vand

 

Hjertelyd!

elsker i det fri

til tonerne af krystalklare tanker                                      

stilhed er havbundens sang 

 

Hører glemte gåder 

der hvisker i det fjerne:                                                      

hvem bevæger verden?              

hvem former ordene?

 

Spørgsmålene er forældede                            

de løber stille ud i vandet               

                                                             

Kaster mig over de tomme linier

i en dansende diktat                   

et udtryk for et indtryk

sådan handler jeg med gud                                          


Digter på dybt vand

med hjertet i brand                

 

               

 INCLUDEPICTURE “http://web.clas.ufl.edu/users/agordon/curlybar.gif” \* MERGEFORMATINET 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Den indre by
Dagens film farer forbi

fader ud et sted i ingenting

 

Tusinde replikker                       

mennesker og meninger

i en mumlende metropol                                                


Ingen lytter

Ingen ser

verden drøner forbi

i en tilfældig melankoli


Nogen græder 

nogen ler 
ingen ser hvad der sker

mens hele verden skriger på mer     


Jeg vil væk fra den livløse by

flygte fra den blinde virkelighed        

 

Finde ind der hvor stilheden bor

til det sted hvor sjæle finder fred…                                     


                               Jeg går rundt i modlys

                                som en vildfaren storbyjæger i forstaden                                 


                               Regnen siler og skærer huller i lydmuren

                               storbyens øjne spejler sig i den våde asfalt       


                               I tusmørket finder jeg vejen

                               tilbage til den indre by

 

                              Forsvinder ind i nattens mørkekammer  

                              går uset gennem gaderne
                              som den flyvende hollænder                                               
                              trænger jeg ind bag facaderne                       

 

                              Alting lever på ny

                              i den indre by

 

 

 

 INCLUDEPICTURE “http://web.clas.ufl.edu/users/agordon/curlybar.gif” \* MERGEFORMATINET 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Dit lys danser

Hjertet åbner – lyset strømmer ind

ørkenvandringen er slut

himmelflugten er ovre

 

Mærker det stille ”Ja” 

der gir genlyd i universet

 

Vinker farvel til tankernes ø og

sætter kurs mod stilhedens horisont

Ser igen og for første gang 

dit lys danse henover verdens krop

et strejf af himmel på jord

 

Som dråben i havet

vikles vi ind i hinanden

 

Hvor ender jeg?

hvor begynder du?

 

Tankens streger visker du ud

med en kærlig hånd

Du løfter mig 

giver mig vinger

 

I dine arme

er jeg et blad i vinden

 

 

 INCLUDEPICTURE “http://web.clas.ufl.edu/users/agordon/curlybar.gif” \* MERGEFORMATINET 

Written by artmanifest

september 8, 2008 at 2:54 pm

Søren Sørensen

leave a comment »

Søren Sørensen: 

Tre digte fra Troldspejl (udkommer efteråret 2008 på Forlaget Attika) 

Guitaristen

 

Du raser

Du raceller

Du raserer 

Du rasellerer

 

Du raserer

Strengene for lyd

                      og imens

Folder du dig ud i falset

Og mener ikke at kønnet

Nødvendigvis

er en mandig

Baryton

Eller at vox humana

Er et register

På et missionsk harmonium

Fra før Hitlers

Storhedstid men

Stemmen hos et 

Menneske  uden videre

Mens dette menneske

– Se det er dig –

Raser gennem gribebrættet

Raserer

Racellerer

Strengene for lyd

 

En fjern gulspurv

I en nedvisnet elm

Efter larveangreb

En brandstorm

Ind på skrænterne ved 

Ræhr og alle deres

Rullesten  skageraksk

Når vinden tager

Tilløb i farvandet

Vest for

Jan Mayen

Der hvor Nagelfar

Strander 

Og kulingen

Raser

I marehalmen

Strå spaltes

For vindenes tryk

Seksdeles

Som guitarens strenge

Dem gror der

                     aldrig

Mer mos på.

 

Troldfjeldet

Mellem ligfald

Og maligne melanomer

Og ind imellem manddomstidens

Mange migræner

Et helikobaktisk

Mavesår (kureret

 med saftevand)

Senest grå stær

Og lægens muntre udråb

Så tar vi højre øje

Og vi overlever alting

Det er de bedste der dør

Det er indtil videre

De andre der dør

I troldfjeldet

 

Ligfald og maligne

Malinomer selv

Daglange migræner

Der står ud af alle 

Legemsåbninger 

Og kraniet sprænges

Ved naturens egne

Torturmetoder

Hvortil kommer

Synsforstyrrelser

Lysoverfølsomhed

Svimmelhed og

Øjeblikkelig impotens

Er sådan set ingenting

Bare som et brev med hjem

Fra rektor fra tilværelsens

Tilsynsmyndigheder

Et bødeforlæg for det universelle

Politi i Troldfjeldet men ligfald

I årsspændet mellem 

Stalingrad og Bikini

Melanomikken da Bagdad

Faldt for mongolerstormen fra vest

Migrænen samtidig med julebomberne

Over Hanoi My Lai og jungleafløvingerne

Man var ikke ene mildt sagt

 

Og på den baggrund

Var det jo småt  Virkelig

Det gik jo over

Vi overlevede alt

Det var de bedste der døde

Lidt eftersidninger

En gang spanskrør i

Midterrækken  en lussing

I gymnastiksalen

Opholdsafgifter til

Troldfjeldets administration

Faktisk så godt som

Gratis

I tider hvor så mange

Samtidige

 

I dette støvets år

Har det endnu ikke lagt sig

Støvet.  

 

 

 

 

 

 

Ægyptisk IV: Sphinxen i Giza

Hvis ikke guiderne

Har talt dem helt ihjel

Så står de her

Og taber

Både næse og mund

Idioterne. De skulle se sig selv

Men de har bare øjne for mig

Og jeg er ikke mig selv

Men gåden uden løsning

Helt forstenet

Med mund uden næse det er ikke rart

Med alt det støv sand og kvindedufte

Løven i mig ville gerne på jagt

Men det kan I nok se med det tandsæt

Ta’r jeg ikke livet

Af noget der er større end ørkenrotter.

Madskålen er min overlevelse.

Mennesket i mig ville gerne på jagt

Her kommer en evig strøm af 

Appetitligheder langlårede piger

Modne skønne kvinder og øjne 

I alle himlens farver fra morgengrønt 

Over stormbrunt til middagsblåt og nattesort

Ens seksualorgan sidder mellem ørene

Som bekendt og de er et menneskes

Jeg kan se det på deres blikke

De ville ikke have noget imod at klappe

Løven lægge kind med manden

Men ellers? Er det fem tusind år siden?

Tanken har strejfet en løvinde den slags

Kom her også engang 

Men de er til at brække sig over

Stinker af rovdyr og lunter som katte

 

Snart samler idioterne

Næser og munde op igen

Børster dem af for støv og ørkensand

Jeg ser dem lægge armen om skuldre om liv

Allerede mens de vender mig ryggen

Og bagdele gynger én svimmel

 

Hvem er det så der er idiot?

Written by artmanifest

september 4, 2008 at 10:57 am

Gorm Skjødt

leave a comment »

Nærmest umuligt

 

Nærmest umuligt har vi det perfekte

og længere ude findes det ægte

 

Bølgedal

 

Jeg har et hul i min lomme og jeg mangler en knap

mor og far syr lapper af kage og kaffe

men øl og cigaretter må jeg selv skaffe

i denne bølgedal

 

Så er det sagt

 

Som sådan var det ikke fordi det jeg havde at sige skulle betyde noget definitivt men som vi alle ved kan ord til tider vokse eksplosivt når først de har sluppet dine læber kan de give liv det man går og forestiller sig KUNNE blive…

 

Eller

 

De kan blive en dræber for det du stræber efter efter de har prøvet kræfter med den virkelighed der findes bag dine tungebånd og fingerled “Uh den sved!” Siger sneglen og trækker sine følehorn tilbage i geled.

 

Nikker nakken i farmerjakken

 

ny til det hele og ligeglad med alt hvor du ikke ser pointen

fordi det er for old school til at du ser gløden udover den på jointen

fordi du ik ka li mine hornbriller

fordi du ikke fatter de riller

der furer min næse og min pande er formet af dem

på randen af the big Three O, 

Oh no lillebror du er simpelthen for grøn til mig

strækker våben vender øret til din freestyle

nikker nakken inde i farmerjakken 

 

Gabrielle

 

Gabrielle – den unge gazelle står ved vandhullets bred og kigger ned. Spejler sig i det grumsede vand og tænker: “HOT DAMN!” -“Hvordan er jeg dog kommet til at se så godt ud ? Tjek mine slanke ben og tjek min fugtige … tud. Hey! … og prøv lige og tjek min røv, den er spændstig som Rockwool”

 

Henne i skyggen ligger de unge løver og slikker sig dovent. Gabrielle betragter dem køligt, og spankulerer ligeså hovent hen og nipper til en tot græs. Hun vender røven til løverne og strinter en tynd stråle tis, der rammer jorden og fordamper med et … “FSSS!” 

 

De fanger hende ikke i dag og de ved det. Et gammelt bytte er hvad det er blevet til. Det er Gabrielles gamle moster Helle de har taget, for rovdyr går efter de syge, de gamle, og de svage.

 

For en gazelle må det gælde at man ældes ej med ynde, så Gabrielle må skynde sig at leve mens hun kan af de sparsomme græstotter og små sjatter vand, der er hende forundt mens løverne hviler, og tiden synes langsom skønt den iler.

 

Skæbnen vil, at en skønne dag vil Gabrielle – den unge gazelle blive til Gabrielle – den lunkne gazellefrikadelle. Levnet af løverne til Krille – den gamle krokodille. For det er sikkert og vist, at efter løverne kommer Krille, og efter Krille kommer en bætriller-bille, der triller Gabrielle – den udskidte lunkne gazellefrikadelle hen til et sted hvor hun kan tørre i solen, og siden gøre glæde, når en tsetse-flue skal have noget at æde.

 

Krille

 

Krille, den gamle krokodille er gået bort, og fra det selv samme kød, der forårsagede mangen en gazelles død bredes nu en sødlig duft af råd. Ud over savannen og blandt andet ind i næsen på Jane, den opportunistiske hyæne, der aldrig er bleg for et godt show og derfor slutter sig det ad hoc sørgeoptog af zebraer, giraffer, gribbe, løver og gazeller der vælder frem af busk og krat for at se om de har ret i at Krille nu er blevet den lille i den evige fødekæde og om det således skulle være på sin plads at græde en lille krokodilletåre for at markere enden på et årelangt tyranni, og ganske rigtigt … de når lige frem i tide til at se Jack, den nysgerrige surikat stikke snudeskaftet ind i Krilles døde gab for ligesom at vise alle at hvad der før ville være ganske uforsvarligt nu ikke længere er farligt … og det går der hurtigt sport i for de unge dyr kan se noget hårdt i at vove pelsen på denne måde, så Krilles døde krop bliver der hevet og flået i, så lunser af kød og pøle af blod udvikler sig til ren gavebod i overflod  … der bides og nappes, mæskes og lappes føde til alle dyrs muler er røde af blod … og til sidst ligger der kun den mindste smule kød og blod tilbage på Krilles gennemgnavede ben. En grib ser sit snit til at snuppe det sidste stykke kød som den straks går i gang med at fortære … for det er både sikkert og vist, at på savannen er det sådan man viser den sidste ære.

 

Undskyld

 

Jeg unddrog og undlivede 

din undfangelse

undede dig ingen undsætning

 

du undgik og undvveg

at undfly

 

jeg undslog og undlod

at undskylde

undslap min undgældelse 

undtagen

 

at undvære

 

”undskyld”

Skulle.jeg.være.en.flodbølge?.

 

Skulle.jeg.være.en.flodbølge?.nej.tak.så.hellere.en.dryppende.vandhane.

og.mit.nådesløse.dryp.dryp.skulle.holde.dig.vågen.om.natten.jeg.ville

.ramme.dig.op.til.flere.gange.i.panden.jeg.ville.få.dig.til.at.gå.fra

.forstanden.jeg.ville.være.den.tortur.der.ville.nedbryde.muren.omkring.

din.sjælefreds.palads.jeg.ville.være.en.konstant.kilde.til.stress.jeg.

ville.lære.dig.at.ord.gør.nas.jeg.ville.drukne.dig.en.dråbe.ad.gangen.

jeg.ville.få.dig.til.at.bryde.sammen.jeg.ville.tvinge.dig.til.at.lytte.

til.min.monotone.rytme.og.der.ville.ingen.være.at.bytte.med.kun.mig.og.

min.monotone.rytme.jeg.ville.være.noget.interessant.jeg.ville.være.

hullet.i.jokums.spand.skulle.jeg.være.en.flodbølge?.nej.tak.så.hellere.

en.dryppende.vandhane.

 

Lange blå nosser

lange blå nosser

slæbes hen ad asfalten

til hudløsheden

 

Uden tittel

 

Jeg agter ingen ringere end

den der ser sig omkring 

og til trods for det 

stadig har lort på sin finger 

Written by artmanifest

september 3, 2008 at 3:26 pm

Lagt i Gorm Skjødt