ARTMANIFEST

Samling af Digtere

Archive for oktober 2008

william kietz

leave a comment »

Om man så ligefrem kan udlede

at sandheden er humørbestemt

er jeg næste tilbøjelig til at mene

Lad os sige

at jeg er glad

det er mandag

bare for eksemplets skyld

Mandag

klokken er halv syv

det er lidt koldt

men jeg er godt klædt på

for det har været koldt længe og jeg vil ikke fryse

Men lige på den her mandag

hvor det er koldt og det regner cykler jeg forbi Føtex

Føtex

Jeg kigger op på skiltet

Lyset

farverne

regnen

Og så kan jeg bare mærke

at jeg er lykkelig

Føtex

Jeg er lykkelig

Føtex

Jeg er lykkelig

Føtex

Jeg er lykkelig

Føtex

Jeg er lykkelig

Føtex

Og det regner

Og jeg er lykkelig

Der går nogle dage, det er stadig koldt, og jeg cykler forbi igen, og det er ikke det samme, men jeg undrer mig stadig

over, hvorfor jeg var lykkelig. Var det, fordi det var mandag, og det var koldt, og det regnede, og fordi det var Føtex.

Jeg må altså vente til det bliver mandag igen – en mandag, hvor det er koldt, og det regner. Og jeg er ikke overtroisk.

Men alligevel – det skal være mandag, og det skal være koldt, og det skal regne, og jeg skal cykle forbi Føtex. Og så

kommer den rigtige mandag, hvor det er koldt og det regner, jeg cykler … Føtex … Og det er ikke det samme, jeg er ikke

ulykkelig, men det er ikke det samme. Hvorfor?

 

 

 

 

Det kan sammenlignes med et stort maleri, hvor mine oejne flakker frem og tilbage, op og ned, og uden at vide hvorfor fokuserer

jeg på en enkelt lille ting i det store maleri, og så pludseligt springer oejet, bevidstheden og dermed også fokus op i oeverste

hjoerne. Samtidig er det som om maleriets overordnede komposition ændrer sig konstant, som et puslespil, hvor alle brikkerne

pludselig bliver blandet og ikke nok med det, for selve formen og motivet på den enkelte brik ændrer sig også, og samtidig er der

en stemme eller en lyd bag mig, der kræver min opmærksomhed, og jeg må flytte fokus væk fra maleriet. Jeg vender mig og

forsoeger at lokalisere lyden eller stemmen, isoleret set behoever det ikke at være svært, men så kommer maleriet igen, selvom

jeg lige har vendt mig om og nu har fokus rettet mod stemmen. Stemmen bliver til en brik i puslespillet i det store maleri, der som

en konsekvens af at der er kommet en ny brik med i spillet, har ændret sig igen. Til tider tænker jeg på, at jeg må se at få lidt

orden på farverne og kompositionen. Nogle gange starter jeg med at rydde op i midten, men så skifter jeg mening og går igang i

nederste venstre hjoerne. Men der er ingen rigtige hjoerner, der opstår hele tiden nye lag og nye vinkler, det er faktisk meget

sjældent, jeg selv kan se, at det er det samme maleri, jeg altid kigger på. Set fra afstand uden at fokusere på noget bestemt,

er jeg nu sikker på, at andre nemt ville kunne se, at det altid igen og igen er det samme maleri, og at det aldrig har ændret

karakter synderlig meget. Det tager bare så lang tid for mig at forklare andre, hvordan maleriet ser ud, og hvad jeg tror, det

forestiller. Det kan også være svært, hvis jeg har fokus på et bestemt område og faktisk selv er af den opfattelse, at det står

rimelig klart, og ordene ligger lige på tungen, så kan de finde på at spoerge om alt muligt underligt – hvor stort er maleriet, hvor

har du koebt farverne, og hvad for en pensel har du brugt. Så til trods for at andre med stor sandsynlighed nemt kan afkode og

analysere maleriet, bliver det aldrig helt det maleri, jeg ser for mig, og derfor er jeg også holdt op med at fortælle om mit maleri

til andre. Typisk har jeg sagrt: Nu gider jeg ikke mere, nu kan det være nok, hvis de er så interesserede i maleri, så gå på museum

NB: læseren må selv farvelægge maleriet

 

 

 

moderen med den underlige

søn kommer jeg til at tænke

over, om det egentlig er

sønnen, der er underlig eller

det er mig, der er underlig,

og underlig i forhold til

hvad – mig

Der sidder han så. Ham. Gråt fedtet joggingtøj, en grønternet skovmandsskjorte, en

eller anden fiskekasket tror jeg, og et par meget udtrådte sorte gummisko, et kæmpe

nøglebundt med en masse underlige ting og sager i rundt om halsen og så et par

totalt tågede dråbeformede stålbriller midt i det store rodede skæg. I det store hele

en genial påklædning. Af ekstraudstyr var alt han havde en slidt plastikpose med en

stor knude. Korpulent på en måde var han også, men hvad han har vel været

omkring de tres år, så behøver man vel ikke ligefrem ligne en fra landsholdet. Det

er så det, og det er så det, der var med ham. Ham.

halvfed-midaldrendekvinde,

der ryger lange

mentholcigaretter. Og

hvad kan jeg så sige om

kvinden, ingenting. Hun,

øh! Jeg kender hende ikke

og hun virker så anonym

Hvis jeg tager toget flytter fokus konstant fra den ene til den anden. Jeg opbygger små scenarier om

 

 

 

det eneste

sted jeg

reelt kan

opholde

mig inde på

værelset er

i sengen.

ikke fordi

man ligger

særlig godt

men fordi

den er det

nemmeste

at rydde

ved ganske

simpelt at

smide

alting ned

på gulvet

når jeg ligger på sengen og skubber skabslågen frem og tilbage med storetåen flyver tankerne

gennem hovedet på mig. nogle gange kan det være så voldsomt at spændingerne fremkalder en

del smerte inde i hovedet så jeg føler mig stresset. det er absolut stressende ikke bare tempoet

men mængden af tanker der ikke umiddelbart har noget med hinanden at gøre eller det har de så

alligevel. de har alle noget med mig at gøre. bevidst forsøger jeg at reducere dem på forskellige

måder. nogle gange koncentrerer jeg mig helt vildt om min storetå jeg forsøger med tankerne at

følge og beskrive dens udseende andre gange presser jeg en tommelfinger i panden ikke alt for

hårdt men hårdt nok til at jeg ikke kan undgå at mærke den konstant og så forsøger jeg at

koncentrere mig om den hvilket også nogle gange kan lykkes i op til flere minutter og jeg kan

mærke det giver en smule ro i hovedet. det er ligesom om smerten flytter sig fysisk. det gør den

nok ikke men det betyder jo ikke det ikke virker så længe jeg selv tror på det. det minder mig

om engang

det er ikke

fordi det er

særlig

praktisk

det har jeg

erfaret flere

gange hver

gang jeg

skal finde

et eller

andet går

det helt galt

det er må

ske også

fordi det

absolut skal

foregå i

sidste

øjeblik

 

 

 

 

Ryger

kupeen

var næsten

tom men det

er også klart

når man

står på

endestationen

men selvom

den havde

været fyldt er

jeg sikker på

jeg alligevel

havde følt at

den havde

været tom det

må jeg

indrømme

jeg var bare i

sådan en

stemning af

tomhed og

ensomhed jeg

fokuserer

ligefrem på

det rigtig

ensomt sad

jeg og

lænede mig

op ad ruden

og kiggede

ensomt ud ad

vinduet på

den tomme

himmel og så

var vejret

altså også

lige til at

forstærke

følelsen

småregn

overskyet og

resterne af en

længe

forsvundet

sol dagens

tema var

ensom blandt

mennesker

Jeg spiste alene

jeg cyklede alene

og jeg stod i regnen alene

Reklamer

Written by artmanifest

oktober 3, 2008 at 3:43 pm

Lagt i william kietz

Anorá

leave a comment »

Fugle mod nord

 

Trækfugl –

Dine ar er storke på træk

af sorte streger og tunge ord,

dine rynker er himmelvendt hjemve –

 

Mine ben er fredet for vores skyld.

 

 

Sømand –

Jeg tænder en nødraket i dine hænder i nat

og holder vågeblus over dine årers søgang,

som er det endelig vores synkende sidste gang, 

med ryggen til spørgsmålet om alle de ture,

tur/reture mellem mig og Medusa.

Jeg kender havet i dine øjne søndag morgen,

før du sejler gennem gaderne,

for at nå hjem under hendes hår

inden tidevandet tager dig ud,

hvor bunden er et hav 

af fordrukne kys og forliste himmelskibe.

Morgensolen er en redningsbåd,

døren vores stille linje i et ocean af kodeskrift.

 

 

Sandslot –

Din pegefinger tegner min mave i bølgebrud og undergang. Der er mørkt og du vifter om dig med hvide hænder, som lange lyse koralrev på en havbund og blødende røde ridser i foden. Du trækker blusen over dig og skyerne trækker til storm; rejser dig og ligner et skibbrud for hundrede år siden.

 

Jeg kan ikke gå i vandet, siger jeg, og du tegner en søstjerne på min øde hud, 

vi drukner i ord.

 

 

Kikkert – 

Jeg har glemt hvordan højhuse ser ud, 

skyerne er stikkende ruiner,

men dit hår er stadig sort som natten er fuld af fly 

vi ser i glimt;

I lyset herfra er der er så mørkt at havet ligner sorte huller.

Skridt falder imellem os og lander i landsbyer og idyl, 

jeg ikke længere husker lyden af.

Intet andet end nye himmelske dage nu,

– og du tager min hånd og klemmer

alle nætters savn ind i os.

Flyene falder og mennesker kysser farvel.

Landkort –

Vi er sammen i alle stykker af hvidt,

 

men dagene skriver sig flere timer frem, 

og kaster med ord til alle sider.

Der ligger 1001 støvede, hvide historier gemt bag min seng,

jeg ligger lysvågen efter dine skridt

 

og udrydder natten med åbne øjne.

 

 

Højderyg – 

Jeg har en verdensklode i menneskestørrelse 

som en tegning over afstanden mellem os,

mine drømme mod nord og dagene i syd. 

Næste gang jeg rejser, rejser du med.

Ordene står større end byer og små lande,

vi dækker en bjergkæde med et punktum,

stjernen midt på Jorden over alt det 

vi ikke må sige højt. 

 

Her står vi også skrevet.

 

 

Flaskepost – 

Dagene er talrækker på papir,

men dens kys er endeligt fundne flaskeposter.

 

På de ordløse postkort i din postkasse står skrevet det samme

som de usendte breve har sagt hele denne

min ventende Vinter;

Det sidste nogen nogensinde har sagt

skal være vores første gang

og Al tid skal dagene høre om nætterne:

 

dine hænders knoer er min verdens mægtigste bjerge, 

din huds digte er mine spredte bens virkelighed.

 

 

Til sidst –

Nu er luftpost papirsfly gennem stuen

og vingerne ligger på læberne af os.

Written by artmanifest

oktober 3, 2008 at 3:32 pm

Lagt i Anorá

Thomas Korsemann

leave a comment »

 

Remser & rim 

”dit feje-svin

– Vrøvl og andre anekdoter –

Af:

Filminstruktør og dramatiker, Thomas Korsemann

Copyright: 

2008 

1.

Blæksprutten Ole sku’ begynde i skole,

han var temmelig sej, men bange for Kaj.

For han havde to arme mere,

så med ham sku’ man ej bide skeer.

 

 

2.

Beder man en bedemand

om at gøre bønnebedet,

beder han da bare en anden mand

om at bede bønnen.

 

 

3.

En hvalros på sin flage 

tog solbad et par dage.

Til sidst så blev den skoldet, 

syntes du ikke, det var fjollet?

 

 

4.

Skoleosten evig sur

var misundelig på sin bror,

fordi han var en gammel Ole,

sku’ han aldrig mer’ i skole.

 

 

5.

En fange i fængsel venter frihed med længsel,

men loven blev brudt, så nu bliver han skudt.

 

 

6.

”Hold en-to-tre takten 

– eller ud af vagten!”

skreg en general til sin soldat,

som havde trådt i en tomat.

 

 

7.

Prinsesse Elvira blundede en stund, 

da Prins Knud sprang forbi og kyssed’ hendes mund.

Op hun slog sine smukke øjne.

Sammen red de bort,

de var begge nøgne.

 

 

 

 

8.

Sørøverskipper Carl Johan Gunner

gik en gang en gang med skuden under.

 

Her blev han reddet af Jeppe – en krabbe,

som satte ham af på en lille trappe…

 

Gunner var landsat på Sild en ø,

her boede der også en fager mø…

 

Hun havde hår af det lyse og krop som en fisk,

de faldt for hinanden, og så blev de gift.

 

Tre unger fik de – alle med skæl

historien er sand, for jeg var der selv.

 

 

9.

Hvad siger du? 

Og hvad siger I?

Hvad siger han? 

Og hvad siger hun?

Hvem sagde hvad? 

Og hvem sagde hvor?

Det er det jeg siger, jeg ikke kan forstå?

 

 

10.

En bredballet bille fra Brumleby

bragede en bøvs op i himlens sky.

To engle gik ud og åbnede døren,

og så kunne de lugte den – fy for søren!

 

 

11.

Den, der slår den mindste fjært,

han får ikke nogen dessert.

 

 

12.

(Til min Malena)

Du har mandeløjne, der skinner i solen

og ingen hængerøv i underkjolen.

 

13.

Vil du vide, hvordan vinden hviner,

må du spørge et par pingviner.

Prøv hos dem, der bor i syd,

der gir’ vinden nemlig lyd.

 

14.

I de gamle, gamle dage, 

var der rigtig, rigtig mange, der sagde:

”Jorden er flad som en pandekage”.

Og tænk, de troede det var sandt, hvad de sagde.

Men så en mand, der var klog som en ugle, 

rejste sig op og råbte: 

”hør fjolser, den er da rund som en kugle!”

 

 

15.

Fængselsfangen Ferdinand hurtigt klemmer samle kan.

 

 

16.

Nogen får

få får meget

flest får lidt.

Men hvad får et får?

 

 

17.

Alting begynder, hvor alting slutter – eller også er det omvendt.

 

 

18.

Jeg sidder på en mark mand

og ryger med en ko.

Den siger den er til græs mand.

Ha, nu må jeg lo!

 

Og pludselig kommer tyren

med læderjakke på.

Og med sin ring i næsen

han halte, når den gå.

 

”Hvad gør du på min mark mand?

hvad gør du med min dame?

Smut hjem til byens park mand,

sådan en boheme!”

 

Sur kål på herrens marker

horn er noget møg.

Og brølet bryder natten,

”hvor er hendes tøj?!”

 

Jeg flyver over tiden mand

og læderbøffens so,

hun gemte nemlig klokken mand. 

Hold kæft en billig ko!

19.

Der var engang en bager, Sven,

han skulle bage en kage.

Røver og soldater fest og tomater,

røver og soldater fest og tomater.

Og så gik det helt i kage.

 

Sven skulle bage til sin bror,

for han var ved at blive stor.

Røver og soldater fest og tomater,

røver og soldater fest og tomater.

Og så gik det helt i kage.

 

Sven han spurgte så sin mester:

Er det godt at bruge mange svesker?

Røver og soldater fest og tomater,

røver og soldater fest og tomater.

Og så gik det helt i kage.

 

Mesteren svarede: Sven dit kvaj,

Vil du ha’ de skal ha’ prutteleg?

røver og soldater fest og tomater

røver og soldater fest og tomater.

Og så gik det helt i kage.

 

Nej, de skal lege røver og soldater,

det er som de altid plejer.

røver og soldater fest og tomater

røver og soldater fest og tomater.

Og så gik det helt i kage.

 

Mester svarede: så bag med rødt,

for det er det bedste kasteskyts.

Røver og soldater fest og tomater

røver og soldater fest og tomater.

Og så gik det helt i kage.

 

Sven han sagde: den er mægtig fin,

så tror jeg lige, at jeg bager en.

Røver og soldater fest og tomater

røver og soldater fest og tomater.

Og så gik det helt i kage.

 

Så bagte Sven en tomat med kage,

og hans mester fik ret i, dét han sagde.

Røver og soldater fest og tomater,

kast med kage frem og tilbage.

Røver og soldater fest og tomater,

kast med kage frem og tilbage.

Og så var det slut med kagen.

20.

Det bumler på brosten, 

det glider på en vej.

Det hopper på græs, 

når Manu, hans far og deres cykel er på vej.

 

 

21.

Finn Prut og Karl Krudt i den mørke nat

sejlede ud for at røve en sørøver skat.

 

De affyrede kanonen på slaget fem,

kongens skib vendte aldrig hjem.

 

Hr. Krudt og Hr. Prut – nu adelige mænd 

og bange for røvere vil sørøve dem.

 

 

22.

Lykken står den kække bi,

nok fordi den hænger i.

Med at søge solens marker,

hvad sku’ den på golde bakker.

 

 

23.

Med lempe kan man få en lort i en kæmpe.

 

 

24.

Tre trolde sad på Volden

og pruttede om kap.

Prut prutte trut, prut fis trut prut.

 

De tre trolde, de gav pokker

og luftede også sokker.

Prut prutte prut, prut fis trut prut.

 

Tre trolde gik fra snøvsen,

men sluttede efter bøvsen.

prutte trutte prut, prut fis trut prut 

 

– slut finale.

 

 

 

 

 

S L U T

 

 

 

 

 

 

 

 

 

PAGE  

 

 

PAGE  6

 

 

PAGE  

 

 

PAGE  6

Copyright: 2008 – Thomas Korsemann

Written by artmanifest

oktober 3, 2008 at 3:21 pm

Bettina Howitz

with one comment

M E N N E S K E B J E R G E T

Der er et postyr, en råben og en

skrigen.

En lyd, der fylder det åbne Rum

som en organisk masse.

Et Ragnarok.

Nogle bevæger sig,

som prøver de at danse.

Og andre griber fat i den nærmeste krop,

for at få kontakt

med en fod, en arm, en hofte,

en hånd.

 

Et Ragnarok

Hver aften det samme på den store Plads:

En sammenstimlen af noget levende, 

der vil danse

og med åbne munde udstøder lyde.

Men alle taler de forskelligt

sprog.

 

Og dansen, der aldrig bliver en dans,

skaber dissonans,

som møder den 

hele tiden sin modpol

og frastøder den med

grådkvalte ryk.

 

Et Ragnarok

De er som halte, blinde, døve,

der bevæger sig, men ikke kan gå,

som vil se, men intet ser,

som lytter, men intet forstår.

 

Hver aften vokser skaren

af de, der vil danse, og som derved trodser

vilkårernes forstandighed.

 

En enkelt modstår nu stødene fra

sidemanden og tvinger sig op

på et par skuldre,

for at komme væk fra stanken af de andres ånde.

Eller fra tanken om sig selv?

 

Et Ragnarok

Med ét begynder de alle

at kravle op ad hinanden.

De udstøder gryntende uforståelige lyde

og river i hinandens 

hår.

 

For nu er det eneste de vil,

op, op på ryggen af hinanden.

 

Det er et menneskebjerg,

der vokser i bredde og højde

af levende vækster, der vil væk

fra jorden.

 

En hensynsløs kradsen af

grådige fingre

og ben og hæle, der hårdt sætter af

og planter sig på rystende lemmer,

lige meget hvor.

 

En uartikuleret hylen og skrigen,

samles nu i et inferno af lyd.

En lyd som ingen forstår,

for de taler jo ikke samme sprog.

 

Et Ragnarok

 

 

 

Nu ryster menneskebjerget

af alle de kroppe,

der kæmper mod hinanden

i vold og sved.

 

Et Ragnarok

 

Og Menneskebjerget skælver.

Et Ragnarok.

 

(Fra digtsamlingen ’Mellem Bjergene’

Forlaget Attika 2005)

Written by artmanifest

oktober 3, 2008 at 3:10 pm