ARTMANIFEST

Samling af Digtere

Anorá

leave a comment »

Fugle mod nord

 

Trækfugl –

Dine ar er storke på træk

af sorte streger og tunge ord,

dine rynker er himmelvendt hjemve –

 

Mine ben er fredet for vores skyld.

 

 

Sømand –

Jeg tænder en nødraket i dine hænder i nat

og holder vågeblus over dine årers søgang,

som er det endelig vores synkende sidste gang, 

med ryggen til spørgsmålet om alle de ture,

tur/reture mellem mig og Medusa.

Jeg kender havet i dine øjne søndag morgen,

før du sejler gennem gaderne,

for at nå hjem under hendes hår

inden tidevandet tager dig ud,

hvor bunden er et hav 

af fordrukne kys og forliste himmelskibe.

Morgensolen er en redningsbåd,

døren vores stille linje i et ocean af kodeskrift.

 

 

Sandslot –

Din pegefinger tegner min mave i bølgebrud og undergang. Der er mørkt og du vifter om dig med hvide hænder, som lange lyse koralrev på en havbund og blødende røde ridser i foden. Du trækker blusen over dig og skyerne trækker til storm; rejser dig og ligner et skibbrud for hundrede år siden.

 

Jeg kan ikke gå i vandet, siger jeg, og du tegner en søstjerne på min øde hud, 

vi drukner i ord.

 

 

Kikkert – 

Jeg har glemt hvordan højhuse ser ud, 

skyerne er stikkende ruiner,

men dit hår er stadig sort som natten er fuld af fly 

vi ser i glimt;

I lyset herfra er der er så mørkt at havet ligner sorte huller.

Skridt falder imellem os og lander i landsbyer og idyl, 

jeg ikke længere husker lyden af.

Intet andet end nye himmelske dage nu,

– og du tager min hånd og klemmer

alle nætters savn ind i os.

Flyene falder og mennesker kysser farvel.

Landkort –

Vi er sammen i alle stykker af hvidt,

 

men dagene skriver sig flere timer frem, 

og kaster med ord til alle sider.

Der ligger 1001 støvede, hvide historier gemt bag min seng,

jeg ligger lysvågen efter dine skridt

 

og udrydder natten med åbne øjne.

 

 

Højderyg – 

Jeg har en verdensklode i menneskestørrelse 

som en tegning over afstanden mellem os,

mine drømme mod nord og dagene i syd. 

Næste gang jeg rejser, rejser du med.

Ordene står større end byer og små lande,

vi dækker en bjergkæde med et punktum,

stjernen midt på Jorden over alt det 

vi ikke må sige højt. 

 

Her står vi også skrevet.

 

 

Flaskepost – 

Dagene er talrækker på papir,

men dens kys er endeligt fundne flaskeposter.

 

På de ordløse postkort i din postkasse står skrevet det samme

som de usendte breve har sagt hele denne

min ventende Vinter;

Det sidste nogen nogensinde har sagt

skal være vores første gang

og Al tid skal dagene høre om nætterne:

 

dine hænders knoer er min verdens mægtigste bjerge, 

din huds digte er mine spredte bens virkelighed.

 

 

Til sidst –

Nu er luftpost papirsfly gennem stuen

og vingerne ligger på læberne af os.

Reklamer

Written by artmanifest

oktober 3, 2008 hos 3:32 pm

Lagt i Anorá

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: