ARTMANIFEST

Samling af Digtere

william kietz

leave a comment »

Om man så ligefrem kan udlede

at sandheden er humørbestemt

er jeg næste tilbøjelig til at mene

Lad os sige

at jeg er glad

det er mandag

bare for eksemplets skyld

Mandag

klokken er halv syv

det er lidt koldt

men jeg er godt klædt på

for det har været koldt længe og jeg vil ikke fryse

Men lige på den her mandag

hvor det er koldt og det regner cykler jeg forbi Føtex

Føtex

Jeg kigger op på skiltet

Lyset

farverne

regnen

Og så kan jeg bare mærke

at jeg er lykkelig

Føtex

Jeg er lykkelig

Føtex

Jeg er lykkelig

Føtex

Jeg er lykkelig

Føtex

Jeg er lykkelig

Føtex

Og det regner

Og jeg er lykkelig

Der går nogle dage, det er stadig koldt, og jeg cykler forbi igen, og det er ikke det samme, men jeg undrer mig stadig

over, hvorfor jeg var lykkelig. Var det, fordi det var mandag, og det var koldt, og det regnede, og fordi det var Føtex.

Jeg må altså vente til det bliver mandag igen – en mandag, hvor det er koldt, og det regner. Og jeg er ikke overtroisk.

Men alligevel – det skal være mandag, og det skal være koldt, og det skal regne, og jeg skal cykle forbi Føtex. Og så

kommer den rigtige mandag, hvor det er koldt og det regner, jeg cykler … Føtex … Og det er ikke det samme, jeg er ikke

ulykkelig, men det er ikke det samme. Hvorfor?

 

 

 

 

Det kan sammenlignes med et stort maleri, hvor mine oejne flakker frem og tilbage, op og ned, og uden at vide hvorfor fokuserer

jeg på en enkelt lille ting i det store maleri, og så pludseligt springer oejet, bevidstheden og dermed også fokus op i oeverste

hjoerne. Samtidig er det som om maleriets overordnede komposition ændrer sig konstant, som et puslespil, hvor alle brikkerne

pludselig bliver blandet og ikke nok med det, for selve formen og motivet på den enkelte brik ændrer sig også, og samtidig er der

en stemme eller en lyd bag mig, der kræver min opmærksomhed, og jeg må flytte fokus væk fra maleriet. Jeg vender mig og

forsoeger at lokalisere lyden eller stemmen, isoleret set behoever det ikke at være svært, men så kommer maleriet igen, selvom

jeg lige har vendt mig om og nu har fokus rettet mod stemmen. Stemmen bliver til en brik i puslespillet i det store maleri, der som

en konsekvens af at der er kommet en ny brik med i spillet, har ændret sig igen. Til tider tænker jeg på, at jeg må se at få lidt

orden på farverne og kompositionen. Nogle gange starter jeg med at rydde op i midten, men så skifter jeg mening og går igang i

nederste venstre hjoerne. Men der er ingen rigtige hjoerner, der opstår hele tiden nye lag og nye vinkler, det er faktisk meget

sjældent, jeg selv kan se, at det er det samme maleri, jeg altid kigger på. Set fra afstand uden at fokusere på noget bestemt,

er jeg nu sikker på, at andre nemt ville kunne se, at det altid igen og igen er det samme maleri, og at det aldrig har ændret

karakter synderlig meget. Det tager bare så lang tid for mig at forklare andre, hvordan maleriet ser ud, og hvad jeg tror, det

forestiller. Det kan også være svært, hvis jeg har fokus på et bestemt område og faktisk selv er af den opfattelse, at det står

rimelig klart, og ordene ligger lige på tungen, så kan de finde på at spoerge om alt muligt underligt – hvor stort er maleriet, hvor

har du koebt farverne, og hvad for en pensel har du brugt. Så til trods for at andre med stor sandsynlighed nemt kan afkode og

analysere maleriet, bliver det aldrig helt det maleri, jeg ser for mig, og derfor er jeg også holdt op med at fortælle om mit maleri

til andre. Typisk har jeg sagrt: Nu gider jeg ikke mere, nu kan det være nok, hvis de er så interesserede i maleri, så gå på museum

NB: læseren må selv farvelægge maleriet

 

 

 

moderen med den underlige

søn kommer jeg til at tænke

over, om det egentlig er

sønnen, der er underlig eller

det er mig, der er underlig,

og underlig i forhold til

hvad – mig

Der sidder han så. Ham. Gråt fedtet joggingtøj, en grønternet skovmandsskjorte, en

eller anden fiskekasket tror jeg, og et par meget udtrådte sorte gummisko, et kæmpe

nøglebundt med en masse underlige ting og sager i rundt om halsen og så et par

totalt tågede dråbeformede stålbriller midt i det store rodede skæg. I det store hele

en genial påklædning. Af ekstraudstyr var alt han havde en slidt plastikpose med en

stor knude. Korpulent på en måde var han også, men hvad han har vel været

omkring de tres år, så behøver man vel ikke ligefrem ligne en fra landsholdet. Det

er så det, og det er så det, der var med ham. Ham.

halvfed-midaldrendekvinde,

der ryger lange

mentholcigaretter. Og

hvad kan jeg så sige om

kvinden, ingenting. Hun,

øh! Jeg kender hende ikke

og hun virker så anonym

Hvis jeg tager toget flytter fokus konstant fra den ene til den anden. Jeg opbygger små scenarier om

 

 

 

det eneste

sted jeg

reelt kan

opholde

mig inde på

værelset er

i sengen.

ikke fordi

man ligger

særlig godt

men fordi

den er det

nemmeste

at rydde

ved ganske

simpelt at

smide

alting ned

på gulvet

når jeg ligger på sengen og skubber skabslågen frem og tilbage med storetåen flyver tankerne

gennem hovedet på mig. nogle gange kan det være så voldsomt at spændingerne fremkalder en

del smerte inde i hovedet så jeg føler mig stresset. det er absolut stressende ikke bare tempoet

men mængden af tanker der ikke umiddelbart har noget med hinanden at gøre eller det har de så

alligevel. de har alle noget med mig at gøre. bevidst forsøger jeg at reducere dem på forskellige

måder. nogle gange koncentrerer jeg mig helt vildt om min storetå jeg forsøger med tankerne at

følge og beskrive dens udseende andre gange presser jeg en tommelfinger i panden ikke alt for

hårdt men hårdt nok til at jeg ikke kan undgå at mærke den konstant og så forsøger jeg at

koncentrere mig om den hvilket også nogle gange kan lykkes i op til flere minutter og jeg kan

mærke det giver en smule ro i hovedet. det er ligesom om smerten flytter sig fysisk. det gør den

nok ikke men det betyder jo ikke det ikke virker så længe jeg selv tror på det. det minder mig

om engang

det er ikke

fordi det er

særlig

praktisk

det har jeg

erfaret flere

gange hver

gang jeg

skal finde

et eller

andet går

det helt galt

det er må

ske også

fordi det

absolut skal

foregå i

sidste

øjeblik

 

 

 

 

Ryger

kupeen

var næsten

tom men det

er også klart

når man

står på

endestationen

men selvom

den havde

været fyldt er

jeg sikker på

jeg alligevel

havde følt at

den havde

været tom det

må jeg

indrømme

jeg var bare i

sådan en

stemning af

tomhed og

ensomhed jeg

fokuserer

ligefrem på

det rigtig

ensomt sad

jeg og

lænede mig

op ad ruden

og kiggede

ensomt ud ad

vinduet på

den tomme

himmel og så

var vejret

altså også

lige til at

forstærke

følelsen

småregn

overskyet og

resterne af en

længe

forsvundet

sol dagens

tema var

ensom blandt

mennesker

Jeg spiste alene

jeg cyklede alene

og jeg stod i regnen alene

Advertisements

Written by artmanifest

oktober 3, 2008 hos 3:43 pm

Lagt i william kietz

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: