ARTMANIFEST

Samling af Digtere

Archive for the ‘April’ Category

April

leave a comment »

Info:
April Lauring, digter. født 1985 i Farum. voksede op i nordsjælland, først hos forældre siden hen på børnehjem. Er nu bosat i København hvor der arbejdes på en digtsamling.

Har skrevet i 8 år, men er først blevet aktiv på lyrik scenerne det sidste års tid. Ud over scenerne er der booket arrangementer som det på Østerbro bibliotek d. 16. september med The Keith. 

læs mere om kommende arrangementer på
www. myspace. com/aprillauring

 

den ensomme rad

 

Og der står de så 

de ensomme kraftkarle

og skaber håb for dem der drømmer

Ensomheden virker til 

at være kilden til træernes styrke

de tør, de kan, de vil

og de vokser sig kun større og stærkere

De er selvstændigheden 

udstråler endda erfarenhed,

visdom og forståelse

 

Det er et træ som dette 

jeg af og til møder på Gråbrødre Torv

Der står vi så og tænker hver sit

Jeg bøjer nakken tilbage

med et underskuds agtigt suk

og ser mere end bare op til denne pragtfulde stamme

Og træet på Gråbrødre 

det ensomme ræd

kaster et par dugvåde efterårsblade 

ned i mit skød

 

 

————————————————-

 

 

 

et stort stykke glas

 

et strejf af liv

ser måbende ud

på gaden fra en fortorvscafé

moderne rytmer har i lange tider 

overskygget

hverdagens allermest basale færdigheder

måske på udkig efter

hurtig lykke

speed, eller

den rigtige hat at tage på

når virkelighedens silhuetter

presser på

en rytme der ikke bare skal følges

men dyrkes

og så er alt andet jo lige meget

for her bag de store blanke 

café vinduer

kommer musikken bedre til sin ret

fra en akustisk radio

og med en latte i hånden

synes vinduerne større end ellers 

 

 

 

————————————————

 

 

 

Henrivende skøge

 

Hun var en henrivende skøge

Sådan en man måtte eje!

 

Og selvom hendes krebse agtige udstående øjne

Kunne skræmme urin ud af spiserøret på enhver

Var det ingenting når man tænker på det 

Hun kunne levere på et lagen.

 

Og de el-skede hende

Elskede at trænge ind i et univers af lyst

Og ingen hindringer

Det gjorde ingen forskel at neglene 

der rev fast i kødet på deres rygge var kantede og gule

og ingen gav hendes øredøvende stilhed nogen opmærksomhed

for her var tale om verdensklasse

 

Hver en mand der forlod hendes kammer 

omtalte et hjerte af guld og en blidhed 

der var værd at beundre

at hendes normale bleghed og stive facon

fik hende til at ligne en dronning finere end

det fineste digt.

 

De vidste godt det ikke var helt sandt,

Men det var rusen og magten hun havde over dem

der gjorde alt andet unødvendigt at nævne. 

Deres hoveder centrifugerede helt ved tanken

Om et næste møde. 

Næsten som besatte stod de i kø 

– i døgn om nødvendigt.

 

Folk der passerede

Gav hinanden sigende blikke

Og snakkede ivrigt over hovedet på hinanden 

Når de var langt nok væk altså. 

Alle mente at have noget at sige om den henrivende skøge

“Hun er jysk bonde datter

Nej hun er nattens herskerinde

Hun er ingenting

Jo jeg har hørt hun sørøver kaptajnens eneste og smukkeste datter”

 

Stemmerne nåede langt 

Om denne magtfulde kvinde

Selv lå hun med kluntede fingre om et skod 

Og pulserede små støn ud mellem gummerne

hun havde ingen anelse om hendes virke på mandfolk

 

Hvor kunne hun.

Hun var jo død.

 

 

—————————————–

 

 

Bag betvingelsens rus

 

Stille og tøvende, i 

mørkets hældende åbning

jeg sidder stille, uden ord

forbliver nattens yndling

 

ét med det ukendte

jeg forekommer døv

i nattens stille skygge

af sprøde vingers støv

 

tyndslidte øjenlåg

sanser drømmenes sus

i dét de stumt fortier

bag betvingelsens rus 

 

 

——————————————-

 

 

 

tanker fra den efterladte

 

 

Nu låser jeg min dør

ensomheden omfavner mig

et stort tomrum runger i mit indre

og det er på grund af dig

 

mine øjne ser ikke mere

lyset er en pine og mørket en frelse

Ingen skal siden hen lære mig

hvad det virkelig vil sige at elske

 

Hvert et bank på døren 

Og ring fra telefonen

Får mit indre til at gispe

for atter at fortrænge tonen 

 

Tårerne er mange og tunge

hovedet er ørt og øjnene gør ondt

Men det der smerter mest af alt

Er tiden der burde være mig forundt

 

For det er sorgen der fylder 

Og savnet gør det svært

Man giver nødigt slip

og accepterer kun døden tvært

 

Et sørgeligt minde vil for evigt

Besidde tankens magt

Hos de efterladte – de nærmeste

Nu da livet er tilendebragt

 

lytter han lige nu

Skal han først og fremmest høre

At det ik’ behøvede at være slut

der var så meget mere at gøre

 

For trods de mange hadske ord

Og problemerne vi har

Så elsker jeg dig stadig

Du var trods alt min far

 

Jeg ber’ til du har fået fred

At du ikke følte smerte

At du inderst inde vidste

at varmt var dog mit hjerte 

 

 

—————————————–

 

 

Mine vægge falder fra hinanden

 

hvornår så jeg sidst mit loft?

 

døren kan jeg ikke finde,

 

det er sgu da groft!

 

Hvem så min dør

 

da den forleden løb sin vej?

 

og HVEM fjernede guldtæppet?

 

Ja! – det under mig.

Written by artmanifest

august 27, 2008 at 7:39 pm

Lagt i April