ARTMANIFEST

Samling af Digtere

Archive for the ‘Simon Winther’ Category

Simon Winther

leave a comment »

Det splittede menneske

Tabte blade

falder som fugle

på træk fra træet der trofast 

står tilbage og peger med sine nøgne fingre 

efter fuglene der så lette om hjertet fløj mod syd.

Midt i mellem står det splittede vinter menneske

med armene om træet og øjnene fyldt med fugle.

 

2008

Et sted inde i 

hovedet er noget

Uudsletteligt, evigt og hæst.

 

Det er afstanden

mellem os

der suser for ørerne

om natten.

 

Rengøring

Et afkalket jeg – løsnet for behov

skinner fra bunden af min el-kedel.

Helt almindelige grundstoffer

danner et utal af bindinger

når de mødes

– dog findes der opløsnings midler for selv de mest

genstridige af slagsen.

Det sker i dette univers at vi mødes og vi skilles.

Kaktussen i vinduet vokser uanset hvad

resten af forbindelserne

kan skylles i afløbet

– lejlighedens eneste uendelige.

 

Til R. M. Rilke

Da et ansigt faldt ned 

med et opbrugt udtryk i hænderne

så indersiden op i det bare hoved

 

>Hvor det dog ligner sig selv<

tænkte jeg; og smilede

ufrivilligt tilbage

 

 

Ånde drætter ud

Træder endnu et trin

af byens hovedtrappe

kaster krummer af ældede følelser

op i himlen med fugle

 

Letter på hovedet og lader leden

ved der gamle slippe ud af halsen

lungerne holder på vejret

varmer luften til en drøm

 

Nytårs øjne blomstrer 

bag forventningernes blanke hinde

som springer i Januar

hvor afskedsord faldt ned

 

Som raketblomster i gaderne

og gamle kærtegn

hjertet længtes efter

at sparker op på himlen igen

 

Dengang

vores ribben var vinger

Hjertet hang frit i mellem

og lod sig kærtegne af hver en vind.

Ribbenene husker de måtte folde sig sammen

til et bur, et beskyttelsesrum for hjertet.

Fjerene faldt af hovedet 

og håret hænger tilbage som et forsøg.

 

Neptun

Neptun kommer tusinde gange brusende hvid 

ind over stranden.

Du siger han elsker med dig.

Du ligner en Havfrue.

Jeg smager saltet. 

Du et rumvæsen, en elver, en fremmed, en forbyttet.

Jeg hjælper dig blot

med at bygge et skib

så du kan gensé dine elskede.

 

Morgen

Mit blod vil male

et menneske i rummet

Min sæd vil sætte

liv på andre planeter

Jeg hænger på himlen

ud for mit eget vindue

og kan ikke falde ned

 

Aften igen

Radioen, bilerne og computeren

Lever hver deres

tilbagevendende liv

det er kun mig der inderst inde tror på

at det en dag vil ændre sig.

Jeg drikker mojito, den smager som 

en kat har pisset på mynten.

Jeg laver mad i ovnen, det lugter som mc donalds.

 

Jeg er levende 

igen 

og 

igen

 

Afsked

I afskedens stund, endnu før opbrudet

er hænderne stadig rene og fri for rifter.

Hjertet slår rytmisk og stille som det plejer

men tanken om at intet igen kan blive som det var før

slår bunden ud af hovedet på mig

jeg svæver i denne lette frihed

nyder dagen før i morgen, hvor alt vil ændres

Verdens-kaoset ordne sig og smerten forsvinde.

 

 

Til Genetisk Institut

Fingre berusede som honningbier

stikker i den vingeløse hud 

som flyder på sengen i en øm og giftig krop.

Indtil noget griber efter knoglerne 

Dybt forankret i orgasme-dødens angstsved

trækker musklerne sig sammen til en ny 

slags androgyne og perverse væsner 

der kravler rundt i værelset og hele bydelen nu.

 

Duer

Digte er duer på hugge blokken

Bevingede stier strittende af fjer

vore sidste offers rester

som tegner vejen tilbage

den vej vi allerede ved

ingen steder fører hen.

 

Til Tyrkiet Ekspressen

Lorteåen flyder roligt forbi mit hotel som Jagtvejen

gør det under mit vindue ved firetiden i København

Cigaretgløden og røgen forsvinder alene i vægtløs drift

den vej som jeg kender bedst og læner mig op-ad uden.

 

Entusiasme brænder et stort rundt hul i virkeligheden

Ligesom sprut der kicker ind før et hukommelsestab

Igen er jeg hoppet på en af mine egne langt ude idéer

Kravlet ind i et hul og endt ud, med virkeligheden bagvendt.

 

Jeg er fuckt, her er intet at lave, ville ønske du var her

Vender jeg om, er der kun tilbage at begynde forfra

Den vej jeg allerede ved ingen steder fører hen

Den værste af dem, den med gensyn og farvel.

 

 

Langsomt

Bevæger den alt for almindelige himmel sig?

 

Langsomt

 

Trækker musklerne os videre?

 

Langsomt

 

Når glemsel til årene omkring hjertet?

 

Langsomt

 

Vokser valmuer op af graven til dem som led i livet?

 

Alt for langsomt

 

?

Silhouetter

løber gennem vinduerne

trykker deres pander

flade

for de er, men ved det ikke.

Hånden der

skygger for stjerneskud

som griber vanddråber

med et fingerbøl 

og

styrter

gennem universet

i billedsekunder

af støv 

 

Til A. Hofmann

Se Sphinxen i de afgrundsdybe øjne

Udånd dine sidste egenkære illusioner

Host op og spyt alle brændende idéer i dens gab

Enhver psykedelisk modstad vil blive slået ned

Kvalt med atmosfærens ilt-løse luft

Blot du åbner dine rumkapsler af ord.

 

Fofatterkommentar til digtet

 

Albert Hofmann (Født 11. Januar 1906 – Død 29 April 2008) Note til digtet: Fjolser går fri, som de eneste svarer de altid rigtigt på spørgsmål.

 

To tomme glas

Jeg søgte en sydhavsø som en sømand på sin båd 

klar til at sejle.

Jeg turde puste til skyerne en enkelt nat 

og det virkede.

Du holdt af mig og jeg holdt af dig

til den dag 

det hele havde ændret sig, og vi ærligt stammede rundt 

i alt mellem os 

og tomheden. 

Får tomheden først 

en enkel indrømmelse,

så æder den som gærceller gør det af sukkereret i vin.

Til hele beholdereren er gennemsyret af bobler,

hvis begyndelse og ende er gået tabt i luften. 

Så kun lyden og lugten er blevet tilbage, 

med mindet om den beruselse 

vi har væltet os i.

Når vi drak så rigeligt af hinanden, 

at vi nu begge ligger tilbage med tomme glas i hænderne

og ville ønske vi kunne skåle som en sidste udvej gennem stilheden…

 

KBH indsmurt i ånd

Byen er gået tør for mennesker 

det er kun vinduerne der 

syntes at vente på nogen 

men ingen står af bussen 

og den kører helt alene 

langs med fortorvet 

hele vejen ned af Nørrebrogade

 

København ligger indsmurt i ånd og arbejde

Kun nogle stakler med cykelhjelme og en forblæst SFer

deler flyveblade ud til alle de omkring liggende gader

 

Skulle du vågne en morgen og mærke at rusen allerede er taget af

spørg så digterne hvilken time det er og de vil svare dig

Det er beruselsens time, for ikke at blive tidens mishandlede trælle

så berus jer uafladeligt 

I hvad? vil i spørge. Som I vil. Svarer de!

 

 

Lysegrøn

Gerne lukker jeg øjnene

mens de stadig ser

den lysegrønne farve

gå gennem alle mine forår

 

Tusindfryd i græsset synge 

melodien fra træet gynge

de nye blade livligt spille 

når ånden dem henover kilde

 

At betale solen tilbage med farver

og give digtene fuglefrø igen

Lade rosenfingrede daggry blomstrer

bag de forårstyde brilleglas

 

Nattergal

Du som kan forføre de største af alle byer

nedlægge selv de rigeste pushere og pimp´s 

– dog bliver du hos mig her.

Jeg er den heldigste af fredens fattige mænd

og den lykkeligste af alle dagligdags drømmerne.

 

Ind til en anden verden

Jeg så dig så trist 

klippe et hul i virkeligheden

ind til en anden verden

Kravle derind

og blive glad igen

 

Evighedsmaskineriet

Bag byens blinkende røde skorstene og larmende udsugningsanlæg

efter at gadelygternes lyskegler ender ud i sort cement

Helt derud hvor ingen natbusser kører til

Står min sol op igen

Til et blomstrende æbletræ og dets varmt blødende kvinde

Realitetens hvide porte åbner ind til skoven og det er rigtigt

som vi sidder der og ser fuglen flygte og fuglen vende tilbage igen.

 

Hvad tiden fanger

Det åbenstående vindue

sejler i så meget byfedt

at træerne bag det ligner et oliemaleri

 

Jeg vil bede nogen vaske det

når jeg ikke længere ønsker at betragte det

 

Som en forgabt elsker drømmer jeg

i vinduet gamle dage før min egen tid

 

En dag vil spindelvævet hænge fra loftet

og ingen skal få lov at fjerne det

 

jeg vil bukke mig under det

ligge opmærksom som en fisker

 

og se hvad tiden fanger.

 

Byhistorie

På Amager er en pusher

der får en luder til at sutte pikken på sin hund

 

I Nordvest er en barberet orangutang i fodlænke 

til en halvtresser i timen

 

På Istedgade leger et barn i klapvogn med plyshåndjern

og elektrisk dildo med masser af tallatter

 

Sidste gang var på Østerbro at en betjent blev taget

hos en prostituret i arbejdstiden

 

I Jægerborggade kan vi få opiumsalat billigt og fornøjeligt 

som på et felthospital under krigen

 

Du kan altid sove den ud i stilasserne

der har de hjemløse ikke kigget op endnu

 

Går du på louises eller dunkel er du nået så langt

som munkene i Tibet drømmer om at kunne gå.

 

Når kun virkeligheden kan overgå fantasien.

 

 

 

Min verdenshistorie

Jer har set en Russer sætte sine tænder

tilbage i munden med sekundlim

 

Jeg har set en Amerikaner brænde sit pas

og rode i skrællespande med fornøjelse

 

Jeg har set en familiefar ligge død

efter sit første skud heroin

 

Jeg har haft en kæreste som talte fem sprog

men nægtede at sige et eneste ord igen

 

Jeg har knaldet præsten i kirken

og læreren på kateteret

 

Jeg er blevet udstødt af rainbow brothers

og blevet bedt om at skride fra fristaden

 

Jeg har kastet med sten

og ramt en ven

 

Jeg er blevet kørt over af en taxa

og jeg har sat andres liv på spil i bil

 

Jeg er blevet undersøgt i røven af det Israelske politi

og det uden at have gjort noget ulovligt

 

Jeg har fået vasket mine fødder af fremmede

og jeg er blevet forsøgt slået ihjel af min kæreste

 

Jeg har blaffet til Gibraltar og tilbage igen

mødt sigøjnere, beduiner og langhårede nationalister

 

Jeg kan nu stadig læse i dårligt lys

og tåle fordærvet kød og rådne grønsager

 

 

Elektro

I Enghaveparken ensretter de træerne med stålwire

og spiller techno hele natten

 

En gammel hippi vadder endnu rundt 

med det danske flag på sin backpack

og en elefant i hånden.

 

Natur og elektronisk musik 

passer mageløst godt sammen 

ænderne padler lykkeligt fremad

en langbenet fugl bøjer i knæet

og dukker med hovedet i takt

 

Menneskernes krybdyrshjerne

slås aldrig helt ud

den kravler frem af byen

for at slikke solskind

og spise sin morgenmad i små ryk

Reklamer

Written by artmanifest

august 23, 2008 at 2:00 pm

Lagt i Simon Winther