ARTMANIFEST

Samling af Digtere

Archive for the ‘Ulla Hylleberg’ Category

Ulla Hylleberg

leave a comment »

Midt i mit

 

I toget venter jeg

i bussen forvirres jeg

på gaderne stirrer jeg

jeg ser dig vente i toget

jeg ser dig forvirret i bussen

 

Vi venter mens blikkene passerer

og håber ingen ser

vi kæmper til vi ikke skal vente mere

vi kæmper til vi når hver vores destination

vi kæmper om hvert vores øjeblik

 

Bare ingen vælger min plet på ruden

Bare ingen vælger mit ord på avisen

Bare ingen afbryder min musik i ørerne

Bare ingen spørger mig om retning

Bare ingen ser mig i øjene

 

——

 

Sporløs i Danmark

 

Kan man forsvinde sporløst i Danmark?

Jeg ser ingen, ingen ser mig, er jeg?

Bill.mrk. 89-0817-008

 

——

 

Skal vi ikke bare sige

 

Skal vi ikke bare sige

vi ikke hører hinanden

tale i noget tid

 

        Mand på 59år søger kontakt til lejlighedsvise møder om dagen

        (ikke weekend).

 

Skal vi ikke bare sige

vi ikke ser hinanden

se på hinanden i noget tid

 

        Kvinde med behov for nærhed og erotik søger problemfri,

        sund og rask muskelmand.

 

Skal vi ikke bare sige

vi ikke mærker hinanden

røre hinanden i noget tid

 

        Du er alene eller gift, men søger tryghed og diskretion

 

Skal vi ikke bare sige

vi ikke ser hinanden

se det i øjenene på hinanden.

 

——

 

Vær’ sko

 

Vi træder på dem hele livet,

nogle mere end andre

nogle træder vi helt igennem,

andre træder vi aldrig helt til

de føler sig indeklemt og indespændt,

i lugt og sved tænker de gad vide,

hvor længe det varer ved

 

Nogle varer livet ud, uden at blive trådt itu

andre smider vi sgu, for de passer ikke ind

dem vi elsker genopliver vi, gang på gang,

i regn, i vind, i sne, i skin,

på gråvejrsdage

og på åbne tage

 

Sko, der taler for sig selv,

har ønsker om at tale og træde os ihjel

de bliver lukket i, spændt sammen og lynet til

gang på gang, og trin for trin, efterlader de spor

de sætter aftryk i blinde,

gad vide hvad, vi kan finde

 

Tænk hvis de har deres eget liv,

og pludselig vælger at gå i stå,

og rulle deres øjne om i nakken,

hive dig i benet til du står helt stille

og endelig for første gang ville du se,

hvad de så ofte får øje på.

 

——

 

Må man

 

Må man fødes i dit land for at se den

Må man fødes i dit lands ånd for at få luft

Må man fødes i dit lands sprog for at tale ud

Må man fødes i dit lands historie for at være i den

Må man fødes i dit lands gader for at bo der

Må man fødes i dit lands hænder for at mærke dem

Må man fødes i dit land for at få vokseværk

 

——

 

Cykelisterne

 

De er ovenpå, ovenpå farten

i hast efter målet i landskabets ovenlys

mens skyggen afblomstrer sine dimensioner

drøner de afsted meter over asfaltstien

hvor skyggen gentager sit aftryk i blinde

her er alt hvad de opsatte søger at finde

 

——

 

Inden ugens udløb

 

Inden ugens udløb har han løbet omkring hjørner

for at mærke suset igen tage fat om hans pik

Inden ugens udløb har han mærket omløb i de stivnede lemmer.

 

Inden ugens udløb har han sat sig for at løbe langdistance

for at opnå det han har gennemlevet

Inden ugens udløb har han glemt alt hvad han oplevet.

 

——

 

Timers tider har talt sammen

 

Den som producerer køber

og den som køber sælges

og den som sælger købes

Sammen køber vi hinanden til den pris

vi har råd til

for vi har ikke råd til at lade være.

 

Mange timers tider har talt sammen

for at finde ud af

hvem der prostituerer hvem

For at nå frem til et egentligt resultat

skal der flere udregninger til

Udregninger som tiderne har været uenige om,

og som derfor har kostet flere timer.

 

Her er flere aktiver,

handlinger som fører til flere

med den kæde vi træder rundt

når vi flere meter frem.

Og med en lang tradition bag os

sætter vi os godt til rette,

og glor ned på de udregninger,

vi har kørt igennem.

 

Det er nu det kommer bag på os,

udregninger må udviskes

og resultatet resulterer i ‘de andre’

Det er dem

der er sælgers sælger

Og det er derfor

timernes tider prostituereres med sig selv

og formerer sig til ukendelighed.

Written by artmanifest

august 27, 2008 at 7:32 pm